Saluteringslauget har styr på sortkrudtsaluteringen

FREDERIKSHAVN: Der er sikkert ikke mange der ved, at der i Frederikshavn findes et saluteringslaug, med kanoner, der kan skyde.

Men det gør der.

Frederikshavn Saluterings Laug 1818, er stiftet 19. oktober 2013, og har i alt 9 medlemmer, hvor alle er officerer, fortæller Søren Matthiasen, der er Admiral for Frederikshavn Saluterings Laug-1818.

- Navnet har vi taget, fordi vi vil hædre byen Fladstrand der i 1818, under daværende kong Frederik den VI fik rettigheder som købstad og fik navnet Frederikshavn.

Lauget har selv lavet alt deres udstyr, lige fra officers sabler til daggerter.

Kanonerne er støbte og er købt, og er godkendt af Justitsministeriet og af politiet, ligesom laugets blankvåben er.

- Uniformen er lavet af brugte marineofficers uniformer, og vi har en rar dame som hjælper os, når noget skal syet.

- Det tager faktisk et år at klæde en officer på, forklarer Søren Matthiasen.

- I øvrigt er vi nok lidt pyntesyge.

- Vi har også vores egen Dannebrogsfane og en Estandart som er en form for Regimentsfane med en kanon med kugler og laugnavnet på. Dem sætter vi altid op, når vi saluterer.

Øverst på disse faner er et lille Puma hoved også lavet af officererne selv.

Alle i lauget byder ind med et eller andet, når der skal laves noget nyt til lauget, og der er altid et eller andet som de har gang i.

- Senest har vi lavet ni marineofficers sabler. Det har taget os tre år.

- Der skulle laves klinger, sys skeder laves diverse beslag, håndtag og så videre. Øverst på håndtaget er der et lille Puma hoved som vogter over det gode i livet og vores venskab. Når vi skal ud og salutere er det vigtigt, at vores messing er pudset op og skinner, så vi se flotte ud, forklarede Søren Matthiasen.

Når lauget skal ud og salutere er sikkerheden vigtig.

- Selv om vi kun saluterer med 10 gram sortkrudt er sikkerheden afgørende. Derfor er en af os sikkerhedsofficer og opgaven er at sikre, at ingen kommer for tæt på kanonerne.

Der saluteres kun med en kanon ad gangen, når en er afskudt må den næste tænde sin kanon, indtil alle har saluteret.

- På den måde kan vi holde kontrol med sikkerheden, siger Søren Matthiasen.

Det er ikke laugets mål, at have mere en end 10-12 officerer med kanoner.

- Man kan ikke søge om, at blive medlem af lauget.

- Alle officerer er nogle vi selv har fundet frem til og det er for, at sikre, at det virkelig er noget for dem, at blive medlem af Frederikshavn Saluterings Laug, siger Søren Matthiasen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...