Selvom vejret i weekenden var næsten sommerligt, er det blevet tiden på året hvor palmerne på Palmestranden skal indenfor. Palmerne skal helst skånes for nattefrost, og nattetemperaturen er ikke særlig høj for tiden.

Det er en speciel dag hos Park & Vej når palmerne skal ind eller ud, og den bliver altid fejret med kaffe og rundstykker på stranden. Palme-keeper Michael Nielsen, var som en af de første på stranden allerede kl. 06.30 for at forberede arbejdet.

- Det har været en noget speciel sæson pga coronaen. Vi undlod at sætte vores barer op for at undgår tætte samlinger, og først sidst på sæsonen fik vi liggestolene ud. Men bortset fra det, har det været en virkelig god sommer. Vi har haft rigtig mange gæster og har også haft to filmhold på stranden. Sony Music var her for at skyde en musikvideo og så blev der lavet scener til en low-budget spillefilm på stranden.

- Det er omkring 110 palmer vi skal have ind her fra strandområdet, og i år forsøger vi at køre dem på nogen større halmvogne, som der kan stå flere palmer på. Det giver færre ture til drivhusene på Brønderslevvej. Palmerne er i rigtig god form, og da vi gravede dem op, var der flere af dem som havde helt friske rødder fortæller Michael Nielsen.

Det tager en dag at få alle palmerne tilbage i drivhusene igen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...