Loppemarked i Søparken skal levere de sidste penge til busindkøbet

FREDERIKSHAVN: Lørdag 15. juni er der loppemarked i Søparken.

Det sker mellem kl. 10-14.30 og målet er at sikre en god omsætning, der kan være med til at finansiere en ny bus til plejehjemmet.

Fire projektarbejdere har kastet deres arbejdskraft ind i arrangementet - akkurat lige som sidste år.

Og nu er det slutspurten på indsamlingen til en ny bus til Søparken.

- Det er så betydningsfuld en ting for vores beboere at kunne komme med på en bustur her i nærområdet.

- Det vækker så mange minder og glæde, når vi kører hen til gamle kendte steder, stranden eller i skoven.

- Vi startede projektet i 2017 og har indsamlet 201.000 kr, men vi skal have købt bussen inden udgangen af 2019.

- Så kom og støt os, så vi kan få købt en bus, siger Jane Winther på vegne af projektmedarbejderne.

Ud over masser af spændende loppefund kan man glæde sig over musikalsk underholdning ved Svends Svende.

Der sælges amerikansk lotteri og den værste sult vil også kunne stilles, idet der sælges pølser/brød og øl/sodavand fra en pølsevogn.

- Og vi har masser af lækker kage og kaffe i cafeen, hvor der er borde og stole. siger Jane Winther.

Allerede inden loppemarkedet 15. juni er indsamlingsbarometeret steget med 25.000 kr., til køb af den nye bus til plejecenteret Søparken.

Pengene kommer fra Østifterne, som går ind og fordobler overskuddet i forbindelse med loppemarkedet, dog med en maxgrænse på 25.000 kroner.

Sidste år endte overskuddet på 23.000 kroner, og det gør jo ikke noget, at der kommer mere i kassen i år - for så er der mere at doble op af.

Det er de frivillige i Søparken, som står for indsamlingen, som søger de mange fonde og loger, samt står bag det næste arrangement i Søparken, nemlig loppemarkedet.

- Det tager tid at samle penge ind til bussen.

- Vi begyndte i begyndelsen af 2017. Der er tænkt mange tanker, og vi har kigget på hvilken bus, der passer til os.

Den vi mener passer bedst til alle vore behov koster 435.000 kroner.

- Vi har 226.000 kroner på bogen, så der er et stykke vej endnu til vi er i mål, siger projektmedarbejder Birthe Søndergaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...