Sundhedsstyrelsen udsendte mandag d. 20 april nye retningslinjer for udendørs aktiviteter, som gjorde at udendørs sportsgrene uden kropskontakt bl.a. tennis, kunne starte op så længe alle øvrige anbefalinger fra styrelsen blev overholdt.

Det glæder formand Rene Jensen fra Frederikshavn Tennisklub og klubbens utålmodige medlemmer.

- Vi starter sæsonen lørdag d. 25. april. og vi overholder selvfølgelig alle de retningslinjer som tennis forbundet har udstukket. Klubhuset er lukket, der må max være fire mand pr. bane og spillerne skal forsøge at mærke sine bolde, så man kun har berøring med egne bolde. Derudover skal man som overalt huske sund fornuft, god håndhygiejne og at minimere kontakten med net og øvrigt udstyr fortæller Rene Jensen.

- Vi har virkelig glædet os til at komme i gang. Vi har fem toptrimmede baner og vores helt nye padel tennis bane, har stået klar i 14 dage uden at vi kunnet prøve at spille på den.

Det har kostet kr. 400.000 at anlægge banen. Vi har fået tilskud fra kommunen og diverse fonde og har selv måttet betale ca. halvdelen.

Padel tennis er en hurtigt voksende sport i hele verden. Den kan beskrives som 20% squash og 80% tennis. Der spilles fortrinsvis double på en lukket bane omkredset af højt metalgitter- og glasbander som også må bruges aktivt i spillet. I Danmark er antallet af baner steget fra 20 til 100 på kort tid. Senest har også Sportshallen på Suderbovej anlagt en double og en single padelbane.

- Medlemstallet i klubben har svinget omkring 100 de sidste år. Vi vil utrolig gerne have nogle flere juniorer til at spille og håber på at padelbanen kan være med til at tiltrække nye spillere. Det er lettere at komme igang med at spille padel - men det er også hurtigere og mere intenst fortæller Rene.

Det er muligt kun at spille tennis eller padel, men man kan med fordel købe medlemskab til begge dele.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...