Tirsdag morgen var der P-dag i Frederikshavn, da palmerne skulle ud af deres vinterhi i Park og Vej’s store drivhus og tilbage på Palmestranden.

97 palmer var udvalgt til at pynte på stranden, og allerede kl. 07.00 ankom de første palmer.

- Det er en fantastisk dag for byen og for os der brænder for området fortæller gartner Michael Nielsen, der har været med helt fra starten, og som også er involveret i Palmestrandens venner. Det er Michael der står for indretningen af Palmestranden, og det er ikke helt tilfældigt hvordan palmerne placeres.

- Vi forsøger hvert år at placere palmerne lidt anderledes, så det bliver en ny oplevelse. Desuden forandrer området sig også. I år er stranden faktisk en del smallere end sidste år fortæller Michael.

Det tager kun én dag at placere og plante alle palmer, så Frederikshavns store trækplaster igen er klar til at modtage strandglade Frederikshavnere og turister.

Palmestranden startede som en skør ide tilbage i 2004, og er siden vokset til at være et af Frederikshavns vigtigste turistområder, kendt i det ganske land og såmænd også i vores nabolande.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...