Nu er alle hjemsendte skoleklasser testet negative

FREDERIKSHAVN: Lige inden Privatskolen i Frederikshavn sender alle sine elever på sommerferie fredag, er der tid til en god nyhed.

Skolen er nu fuldstænding fri for corona.

Det fortæller en glad skoleder Flemming Horsfeldt onsdag middag:

- Der var en mor til en elev i 7.y, som sammen med sønnen blev testet positiv. De er nu begge testet negativ, og det samme er de øvrige børn i familien. Hele klassen er også blevet testet to gange, og alle negative. Så nu er de klar til at gå på sommerferie.

Klassevis afslutning

Alle skolens ansatte og vikarer er også blevet testet - og også her er alle resultater negative.

- Så vi tør godt melde om coronafri skole her 24. juni. Det, synes jeg, er en dejlig nyhed at kunne meddele her, inden vi lukker skolen ned på fredag, siger Flemming Horsfeldt.

Selve afslutningen på skoleåret kommer dog til at ske klassevis i elevernes respektive klasseværelser.

- Så håber jeg, at vi kan komme til at mødes normalt igen efter sommerferien. Men nu må vi jo se, hvordan hele situationen udvikler sig hen over sommeren, runder skolelederen af.

Ingen smittede elever

Frederishavn Kommune valgte i sidste uge ud fra et forsigtighedsprincip at sende 12 folkeskoleklasser hjem.

Det skete efter, at enkelte elever gennem en fodboldkamp havde været i kontakt med privatskoleeleven, der efterfølgende blev konstateret smittet med Covid-19.

Herfra kunne man i går meddele, at man havde fået samtlige testresultater, og ingen af de hjemsendte elever var smittet med Covid-19

Alle elever fra de i alt 14 hjemsendte folkeskoleklasser er nu altså testet to gange for Covid-19, og ingen er fundet smittet.

De hjemsendte elever har modtaget hjemmeundervisning i perioden, hvor de har været forhindret i fysisk fremmøde.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...