Birgit Hansen tog første spadestik til Frederikshavn Bryghus

FREDERIKSHAVN: Borgmester Birgit Hansen sænkede grabben på den store gravemaskine og tog det første spadestik til Frederikshavn Bryghus.

Det er blot et år siden, at Lars Trie og Kent Boalth fik idéen om et bryghus i Lars Tries hjemby, Frederikshavn, og med spadestikket begynder opførelsen af den 600 kvadratmeter store bryggehal.

- Vi kommer til at ligge som nabo til Forsyningen, og det passer jo meget godt. Vi er også i forsyningsbranchen, understreger Kent Boalth med et skævt smil.

Bryghusets bryganlæg ankommer efter planen i september.

- Vi håber, at mange lægger vejen forbi Knivholtvej på lørdag. Ikke mindst de mange, der har hjulpet med at gøre Frederikshavn Bryghus til en realitet ved at købe B-aktier, siger Lars Trie.

De første fire øl i sortimentet er opkaldt efter lokale steder og personer. Det er Fladstrand Pilsner, Konsul Cloos Ale, Bangsbo IPA og Vendelbo Porter.

Frederikshavn Bryghus forventer desuden at lancere en julebryg, og der er endvidere sat vand over til en specialøl - Stout 200 - i anledning af Frederikshavns 200 års købstadsjubilæum i september.

Samlet får bryghuset kapacitet til at producere 140.000 liter øl om året.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...