3F har fået 50 østeuropæere i Frederikshavn Kommune meldt ind i en fagforening

FREDERIKSHAVN: 50 nye medlemmer til 3F på bare en måned.

Sådan lyder den imponerende præstation for 39-årige Lucian-Stefan Turculeanu.

Han er nyansat i 3F Frederikshavn som organisator.

Opgaven lyder på at få Frederikshavn Kommunes mere end 1400 rumænere og 600 polakker ind i en dansk fagforening.

Disse tal er officielle og stammer blandt andet fra den lokale erhvervsforening.

- Det er ganske imponerende den medlemstilgang, som Lucian har givet os. Han er selv fra Rumænien og har derfor en helt anden forståelse for østeuropæere, end vi danskere har. For det første taler han sproget, for det andet kender han den mentalitet, som især de rumænske arbejdere har, siger Finn Jenne, som er formand for 3F Frederikshavn.

Målet er i løbet af tidsperioden at få 250 nye østeuropæiske medlemmer ind i 3F Frederikshavn, og efter bare en måned er en femtedel i hus.

For Lucian Turculeanu - og for 3F - handler projektet dog ikke kun om nye medlemmer. Det handler i lige så høj grad om at undgå løn-dumping og sikre fair og lige vilkår på arbejdsmarkedet.

- For mange østeuropæere er vores mindsteløn og vores arbejdspladser fuldstændig fantastiske sammenlignet med, hvad de kommer fra, men selv om det er en stor forbedring, så skal de have hele pakken med. Også overtidsbetaling, løn under ferie og sygdom. Ellers får vi et skævt arbejdsmarked, siger Finn Jenne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...