Efter et rekordår i 2019, ramte corona-nedlukningen af Rock i Frederikshavn 2020 som en hammer.

Kreative tiltag og velvilje fra billetkøbere har hjulpet festivalen igennem et meget svært år.

Nu fortsætter arbejdet, og billetsalget til Rock i Frederikshavn 2021 starter før nytår, lyder det fra festivalen.

Styregruppen i Rock i Frederikshavn er endnu en gang trukket i arbejdstøjet for at sikre den fedeste fest, når vi alle igen kan samles på gårdspladsen ved Knivholt Hovedgård.

- Det har været et træls år, men jeg vil starte med, at takke alle de billetkøbere som har valgt at overføre deres 2020-billetter til 2021. Til jer kan jeg kun sige, at vi gør alt for, at I kan få lov til at indløse billetten på Knivholt i 2021. Og vi er klar til at sætte billetsalget i gang igen til nytår, så alle der ikke har billet kan sikre sig en plads på Knivholt til sommer, udtaler Casper Høgsted fra Rock i Frederikshavn.

Rock i Frederikshavn 2020 var i sidste fase af forberedelserne, da regeringen og sundhedsmyndighederne satte en stopper for at gennemføre sommerens koncerter og festivaler.

Alle hjælpere var klar til at trække i arbejdstøjet, og alle aftaler med kunstnere, leverandører og samarbejdspartnere var indgået.

- Siden nedlukningen har vi haft en løbende dialog med alle aktører, og vi kan heldigvis meddele, at stort set alle kunstnere på 2020-plakaten er klar i 2021. Vi følger naturligvis covid-19 situationen meget tæt og holder alle muligheder åbne, så selvfølgelig arbejder vi hårdt på at være klar til at fyre op for den fedeste fest i 2021 sammen med alle samarbejdspartnere, slutter Casper Høgsted.

Hvis det lykkes for styregruppen at lande aftaler med alle kunstnerne, kan publikum se frem til et musikprogram med store danske navne som fx: AQUA, Burhan G og Infernal.

Billetsalget starter søndag 20. december på www.rockifrederikshavn.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...