Den stærke danske tradition bærer stadigvæk igennem - i Frederikshavn har Mogens Lassen vagten

KOMMUNEN: Skinkekutter. Cafe Fodkold. Svineknallert. Kær pølsevogn har mange navne.

18. januar 2021 er det præcis 100 år siden, at de første pølsevogne så dagens lys i København.

Dengang var pølsevognen en trækvogn med en opvarmet gryde, hvor pølserne lå i.

En rød pølse med brød kostede den nette sum af 30 øre.

Meget har ændret sig siden da. Nu har pølsevognen en motor og et menukort med en lang række alternativer til den klassiske nissearm.

Men pølsevognen er mere end det. Ifølge Bettina Buhl, der er madhistoriker og museumsinspektør på Det Grønne Museum i Auning, er pølsevognen et særligt sted, der har en helt særlig plads i danskernes hjerter.

- Pølsevognen har gennemgået en markant forandring gennem årene og har opnået en særlig status som et stykke kulturhistorie. Den har været en fast del af gadebilledet i nu 100 år og er blevet symbolet på en madkultur, som kan rumme alle folkelag.

- De fleste danskere har et minde ved en pølsevogn. Om det er kolde vinterdage som barn med en kakaomælk og en ristet pølse, eller om det er forretningsmanden på farten – alle har vi et minde knyttet til den skønne duft og lille vogn, forklarer Bettina Buhl.

I pølsevognenes storhedstid i 1960’erne og 1970’erne var der omkring 700 pølsevogne rundt i Danmark.

Folk stod i kø på gaderne, og en pølsevogn med en god beliggenhed kunne let omsætte for millioner på et år.

Pølsevognen blev startskuddet på en helt ny madkultur, hvor folk kunne mødes på trods af forskellig baggrund og få et veltrængt og uformelt pusterum.

- Maden i en pølsevogn er nem at afkode. Du ved, hvad du får. Samtidig er det fleksibelt. Du behøver ikke bestille bord eller spise med kniv og gaffel – du kan dumpe ind, når du vil, og få en tiltrængt timeout, og du kan observere det gadebillede, du normalt er en del af, eller tage dit måltid med på farten, siger Bettina Buhl.

Pølsevognen har i dag fået konkurrence af andre takeaway-steder og tankstationer. Antallet af vogne i Danmark er svundet markant, og der findes i dag kun omkring 70 pølsevogne rundt i landet, hvoraf de to stadig fylder bylivet i Frederikshavn - altså når der ikke er corona-nedlukket.

Og det er Mogens Lassen, der stadig står vagt omkring den gamle tradition - det bliver han ved med mange år endnu.

- Den er jo blevet en livsstil, siger Mogens Lassen, der har vagten på Kirkepladsen en noget blæsende let snefyldt fredag i Frederikshavn.

Under den nuværende nedlukning er det tilsætning at åbne, men det stopper ikke Mogens fra at være på pletten, som han har været det siden han i 1977 fik sin første vogn.

I dag har han to på hjul i gågaden plus den lille eldrevne nyskabelse Hogdog’en”, som han købet for et par år siden.

Den er virkelig ofte i brug.

- Jeg har faktisk overvejet at købe en mere, siger Mogens Lassen, der med sit sædvanlige glimt i øjet beder deres udsendte understrege, at det ikke er ham, men landets pølsevogne, der fylder 100.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...