Det er signalforvirring at hejse både hvide og blå flag på kommunens strande

Der bliver 11 hvide og tre blå flag på strandene i Frederikshavn Kommune i år. Det besluttede Teknisk Udvalg på deres møde. Men det er helt hen i vejret at køre med to slags flag i samme kommune. Det skaber forvirring for gæsterne, som bliver i tvivl om, hvorfor der er blå flag på en strand og hvidt på en anden.

Det mener Peter E. Nielsen (UP), som er byrådspolitiker og valgt i Ålbæk, hvor man hidtil har haft Blå Flag.

Men i 2020 hejses der kun blå flag på kommunens tre mest besøgte strande. Det vil sige Palmestranden i Frederikshavn, Sønderstrand i Skagen og Sæby Nordstrand.

Ved 10 andre strande skiftes det blå flag ud med det hvide badepunkt-flag. Det drejer sig om Skiveren, Kandestederne, Gl. Skagen, Damstederne, Bunken, Ålbæk, Bratten, Strandby Nord, Hedebo og Lyngså. Der kommer også hvidt flag på Jerup Strand, som de senere år har kæmpet med vandkvaliteten.

Kommunen kan nu se frem til at spare i underkanten af 200.000 kroner ved at have færre Blå Flæg strande. De penge skal bruges til en opgradering af driftsfaciliteterne på strandene.

En omlægning fra blåt til hvidt flag betyder først og fremmest ingen krav om kørefri zoner og nødtelefoner, ingen restriktioner, når det gælder hunde og en forenklet administration.

- Men mit spørgsmål er hvem vil kontrollere, at der ikke luftes hunde på Sønderstrand, og vores strande på østkysten kan man ikke køre på, så det giver ingen mening ikke at have samme slags flag på alle strandene, når faciliteterne og badevandet i realiteten er ens, mener Peter E. Nielsen.

Badepunkt er en ny nordisk mærkning af strande og badesteder, som har fokus på at synliggøre strande, der i overvejende grad henligger i naturtilstand og forvaltes med det forhold for øje.

Kommunen understreger, at der på alle badestrande fortsat vil være høj fokus på badevandskvaliteten. Derfor er det også ønsket at bevare den tætte opfølgning på badevandskvaliteten for alle badestrande i Frederikshavn Kommune med 10-15 årlige vandprøver pr strand.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...