Onsdagsklubben, der holder til i Frederikshavn kirkes sognehus, får 11. december kl. 14.30 besøg af Peter Bandholm, der vil fortælle om ”Barndomsoplevelser i Frederikshavn”.

Peter Bandholm blev uddannet som journalist på Vendsyssel Tidende og Danmarks Journalisthøjskole og var i 1960erne ansat på avisens redaktion i Frederikshavn før han i 1970 blev redaktør på dagbladet Fyns Tidende. Han begyndte samtidig at læse teologi og vendte i 1979 tilbage til Vendsyssel for at blive sognepræst i Asaa-Melholt sogn.

Her virkede han sammen med hustruen Bodil Bandholm, der også er indfødt frederikshavner, frem til 2005, hvor Peter Bandholm tog hul på en aktiv pensionist-

tilværelse gennem et samarbejde med en anden frederikshavner, nemlig Erik Christensen fra Bangsbo museum.

De to har gennem årene udgivet en række bøger om det gamle Frederikshavn, og har netop præsenteret bogen ”Vidt omkring på Hjørringvej – før og nu”, ligesom Peter Bandholm har udgivet digtsamlinger om Frederikshavn og Hirsholmene og ”Vendsysselske årstider på vers”, der med musik af komponisten Erling Kjulberg blev til sangværket ”En forårssuite” og uropført ved århundredeskiftet.

Samtidig har han som pensionist virket som præstevikar og har således været konstitueret sognepræst i Brønderslev, ligesom han indtil september var konstitueret sognepræst ved Frederikshavn kirke.

I foredraget om ”Barndomsoplevelser i Frederikshavn” vil han blandt andet komme ind på skoletiden på Ørnevejens skole, drengetiden ved Sønderstrand og på trafik- havnen som ”kuffertbærer” for svenske turister, Møllehuset og Pikkerbakken med Salamanderdammen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...