Salling Fondene donerer en kvart million til projektet gennem føtex

FREDERIKSHAVN: Salling Fondene løfter på kistelåget for at at transformere Frederikshavns vindblæste gågade til et byrum med plads til både aktiviteter samt rum til at mødes socialt i et af byens knudepunkter.

Donationen sker gennem Føtex i Frederikshavn og konkretiseres i form af en scene, som vil blive naturligt samlingspunkt i den nyrenoverede gågade,

Donationen på 250.000 kroner kommer fra Købmand Herman Sallings Fond, der er den ene af Salling Fondene, og Føtex i Frederikshavn har været med til at gøre donationen mulig.

Føtex er en del af Salling Group og har således indstillet ideen om etablering af scenen til Salling Groups ejere Salling Fondene, der blandt en række initiativer har valgt at donere penge til projektet.

Valget af projektet glæder varehuschef i Føtex i Frederikshavn, Claus Bøje, der lægger stor vægt på at gøre noget særligt for lokalmiljøet.

- Det er fedt, at vi kan være med til at støtte det sociale liv og bymiljø.

- Frederikshavn har Danmarks længste gågade, og når den bliver renoveret, omdannes den til et byrum med flere knudepunkter, hvoraf scenen kommer til at udgøre en væsentlig del af det ene.

- Det betyder liv, fællesskab og aktivitet i midtbyen.

- Derfor er vi både glade og stolte over, at Salling Fondene og vi i Føtex kan være med til at styrke lokalmiljøet og med Salling-scenen gøre bymidten mere attraktiv for folk i Frederikshavn og omegn, siger Claus Bøje.

Med scenen bliver det i fremtiden lettere for kunstnere, foreninger, musik- og danseskoler at bidrage til liv og underholdning i gadebilledet.

Der er særligt efterspørgsel på en dansescene i midtbyen, og med denne scene bliver dans og bevægelse meget synligt i bybilledet.

Det er samtidig tanken, at det tilknyttede siddelandskab inviterer til ophold og socialt samvær også når der ikke er arrangementer på scenen.

- Vi skal bringe bevægelse og motion ud fra byens haller og danseskoler, og gøre det sjovt og tilgængeligt at danse, synge og spille i det fri og til inspiration for alle byens borgere.

- Scenen er i synergi med visionen på byens omfattende gågadeprojekt ”fra gågade til samlingsgade”, idet den med tiden vil blive samlingsscene og sted, for byens brede sports- og kulturliv.

Det er derfor meget glædeligt, at projektet er udvalgt til at modtage denne donation, fortæller handelschef Dan Kobberup fra FREDERIK.

Samlingsscenen skal udarbejdes i samspil med den øvrige renovering af gågaden, og forventes indviet i begyndelsen af 2020.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...