Maritime Ship Supply flytter op til Drinx på Maigaardsvej

FREDERIKSHAVN: Maritime Ship Supply, som også ejer Skibshandler Damsgaard, har underskrevet aftale med handelsvirksomheden DRINX om et strategisk samarbejde.

Samarbejdet bliver så tæt, at Maritime Ship Supply næste år flytter ind i administrationsbygningen hos DRINX og indgår i DRINX’ lagerkapacitet på Maigårdsvej i Frederikshavn.

Maritime Ship Supply’s lager på Langerak 45 nedlægges, og de to virksomheder får således fælles indkøbs- og lagerfunktion.

DRINX stiller 300 m2 frysehus og 35 m2 kølehus til rådighed for Maritime Ship Supply, og opbygningen af nyt køle- og frysehus påbegyndes i løbet af meget kort tid.

Nybyggeriet forventes at stå færdigt i foråret 2019, hvor Maritime Ship Supply herefter vil flytte ind.

- Samarbejdet skal være med til at frigive økonomiske midler til Maritime Ship Supply, som vi kan bruge til at investere yderligere i den stigende vækst, vi oplever, på markedet. Vi har stor interesse i at indgå samarbejde med de store krydstogtsselskaber, men vi vil også fortsat servicere vores trofaste kunder og yde den gode service, vi hidtil har leveret. Dette kræver, at vi nytænker, og det er samarbejdet med Drinx et resultat af, siger Poul-Ole Jensen, direktør i Maritime Ship Supply, der ser frem til det nye samarbejde.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...