Kom tæt på Bo Storm og Europas fantastiske naturoplevelser

FREDERIKSHAVN: Rundt i Europa findes et utal af national- og naturparker, der hver især rummer fantastiske naturoplevelser med historier om dyr og mennesker gennem tusinder af år.

Naturvejleder Bo Storm fra kommunens Park & Vej gæster mandag 19. november, kl. 19.30-21.30, Frederikshavn Bibliotek, hvor han fortæller om egne oplevelser i fortrinsvis Østrig, Schweiz, Tyskland og Polen.

Insekter, dyr og meget andet forsvinder – og hvad betyder det?

Måske er bærdygtighed det vigtigste for menneskeheden?

Det er vigtigere end nogen siden, at vi ser og lære at forstå sammenhængen mellem naturen og os mennesker, og den naturvejledning foregår overalt i Europa.

Det er både i bjergene, de store skove, National- og Naturparker – i det hele taget steder, hvor de store oplevelser i naturen skal lokke børn, unge og voksne ud i naturen.

Bo Storm har de sidste 10 år været på flere rejser, hvor han, via gode europæiske kolleger, er kommet med helt ind i ”maskinrummet”.

- Store naturområder har siden min barndom lokket mig ud for at se samspil i naturen andre steder end i Danmark og ikke mindst vores store lande mod syd, hvor de største naturområder findes i Europa, fortæller Bo Storm.

- Jeg har oplevet mange spændende ting i naturen og mødt kolleger i Europa, som hver især, ligesom i Danmark, glade og engagerede fortæller om deres natur.

- Rejserne har været det hele værd. De store skove, stilheden, historierne om mennesker og natur, samspillet mellem blomster og insekter og meget meget mere, siger Bo Storm.

Der venter publikum et par spændende timer i selskab med en engageret naturvejleder og fortæller, og måske får vi i løbet af aftenen også et par bud på, hvordan det står til lige nu.

Bo Storm ledsager sine beretninger med en masse billeder, og så er der ellers lagt op til gode historier om naturen, lossen, ulven og de mange andre dyrearter, der lever i naturområderne syd for os.

Aftenen er tilrettelagt i samarbejde med Park & Vej Frederikshavn.

Der er fri entré, men tilmelding er nødvendig på bibl.frederikshavn.dk

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...