Ældre Sagen læser med elever på Nordstjerneskolen

FREDERIKSHAVN: Gennem det seneste år har ressourcestærke voksne via Ældre Sagen Frederikshavn-Læsø været læsevenner for elever i 1. og 2. klasse fra Nordstjerneskolen.

- Og det har været en succes, men vi har brug for flere end de nuværende otte aktive voksne, som i en halv/hel time hver uge har læst m.m. for 11 elever, fortæller Ilse Brøgger, der er kontaktperson for læsevennerne og pensioneret pædagog.

Hun har været med i Læsevenner under den lokale afdeling af Ældre Sagen siden sidste sommer.

- Vi kom for alvor i gang i oktober 2018, og for mig har det været meget livsbekræftende at have med børnene at gøre.

Selv er hun med som læseven to gange om ugen, og hun glæder sig over, at to voksne udover de nuværende otte er på vej ind i gruppen af læsevenner.

- Men vi vil meget gerne være endnu flere, for endnu flere elever har behov for at læse mere, så de kan blive endnu bedre læsere. E

- leverne synes også, det er rart med en voksen til en snak om alt muligt. Endelig har flere flygtningebørn behov for at høre og træne det danske sprog.

Ilse Brøgger fortæller også, at man arbejder på at udvide Læsevenner til også at omfatte Nordstjerneskolens elever fra 3. klasse, og derfor vil det være godt, hvis flere voksne melder sig og bliver læseven.

Tidspunkterne for Læsevennernes møde på skolen er altid aftalt på forhånd, og det foregår altid efter normal skoletid fra kl. 13.30-15.00.

- Jeg kan kun anbefale flere voksne til at melde sig som læseven. Det er fantastisk at se, når et barn for alvor rykker sig med læsningen, og i det hele taget er det dejligt at komme på skolen og møde både elever og lærere, slutter Ilse Brøgger.

Er du interesseret i at blive læseven, kan du kontakte Ældre Sagen eller kontakte Ilse Brøgger på 29821765.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...