Det er gået stærkt siden Lars Hansen fra Lædermagasinet, inspireret af en ferie i det amerikanske, kom med ideen om at borgerne i Frederikshavn, kunne købe deres egen sten i den nye gågade.

Formålet var at støtte handelslivet, gøre den nye gågade mere personlig og give Frederikshavnerne muligheden for at få et varigt minde i gågaden.

Handelstandsforeningen og kommunen var hurtige til at købe ideen.

Nu er salget af stenene i gang, og der er allerede solgt over 400 af de ialt 1000 sten. 85 % af de solgte sten er solgt som private- eller familiesten.

Men mange klubber og foreninger har også meldt sig på banen og senest har White Hawks guldhold fra 2000, valgt at bakke op om ideen ved at bestille hele ni sten.

- Det var en fantastisk tid da vi vandt guldet, og vi oplevede en helt utrolig opbakning. Nu vil vi gerne give lidt tilbage til byen, og støtte op om det her initiativ. Jeg har haft kontakt med alle spillere og trænere fra dengang, og vi er i alt 28, der går sammen om at købe stenene, som får inskriptioner med vores initialer. Det bliver et ekstra sjovt minde om vores præstation, som stadig betyder utrolig meget for os fortæller Bent ”Turbo” Christensen.

Det koster kr. 750,- inklusiv inskription at få sin egen Chaussésten og man bestemmer selv hvad der skal stå på stenen, dog vil der ikke accepteres kommercielle eller politiske budskaber. Der er i alt plads til 3 linjer med 8 karakterer på hver sten, men det er muligt for en lille merpris at købe flere sten, så budskabet kan brede sig over fx 3 sten.

For at støtte foreningslivet i den her svære tid, tilbydes byens klubber en donation på 10% af salgsprisen for hver sten. Den der har købt stenen skal vælge at støtte klubben med donationen, og det er klubberne selv, der skal registrere hvilke sten de har tilknyttet. Er man i tvivl om hvordan konceptet hænger sammen kan man kontakte handelschef Dan Kobberup.

Overskuddet fra salget af stenene er øremærket til markedsføring af Frederikshavn og til brug for aktiviteter og oplevelser i midtbyen.

Stenene kan bestilles gennem XL-Byg’s outlet webshop på www.elling-outlet.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...