Frederikshavn Teaterforening har den store glæde at byde velkommen til et af Danmarks dygtigste ensembler indenfor operetter, nemlig OperetteKompagniet, det sker søndag den 10. november 2019, kl. 16,00 i Det Musiske Hus, fortæller formand Lilly Pedersen. Kompagniet kommer med forestillingen Det lunt i nat.

- Vi ved, at Danmark er et Operetteland - med stort O! Og det er dejligt, at OperetteKompagniet tager sig kærligt af vor folkekære kulturarv, der er mere brug for nu om stunder end nogensinde. Og nu er det lykkedes os igen at få operette til Frederikshavn og ovenikøbet i en helt særlig kvalitet, det er operette når det er smukkest og fyldt med charme og særlig stemning.

OM – forestillingen Det lunt i nat:

I en gylden epoke samledes man i hvert et dansk hjem om radioen og nød her underholdningsmusikkens sprudlende liv og datidens store stemmer. Den dag i dag minder de romantiske toner os om, hvor vi kommer fra og hvad de stadig kan gøre ved os.

Livets Glæder, Musens Sang, Alene med en yndig Pige, Alle går rundt og forelsker sig, Stemningsmelodien, Du gamle Måne, Lille du, Glemmer du … ja, man kan blive ved!

Smukke kostumer og rappe dansetrin omkranses af et indtagende scenisk rum, hvor du ikke kun får serveret national-operetten Farinelli fra Reesens hånd, men også hans Gadeprinsessen. Du får de bedste blandt Normann Andersens i alt 900 evergreens og Lumbyes Champagnegalop, som du aldrig har hørt den før. Vi skal selvfølgelig også besøge det store lærred og genopleve nogle af de skønne takter, det år efter år henrykkede os med, afløst af en afdeling med numre, vi troede var dansk …

Showet genskaber historiens vingesus og vil atter få Danmark til at nynne med ude fra rækkerne, hele vejen hjem - og ind i fremtiden! For som det hedder i én af de berømte sange: ”Husk nu de glæder, som vi sammen fandt; husk nu de tanker, som os sammen bandt!” – så kom og nyn med, det bliver en forrygende smuk oplevelse – sammen med jer kær publikum slutter Lilly Pedersen.

MEDVIRKENDE: Signe Asmussen, Elsebeth Dreisig / Vibeke Kristensen, Bo Kristian Jensen / Jens Søndergaard, Thomas Peter Koppel, Denise Wencke Gjernøe

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...