Fredag 29.november tændes juletræet i Rådhuspåarken og du kan købe julegaver ind til klokken 22

FREDERIKSHAVN: Julebyen Frederikshavn er klar til at sætte fuld fart på oplevelser og handel fredag 29. november, hvor der er Open By Christmas. En af de helt store nye tiltag er Rådhusparken, som i år kommer til at være et samlingspunkt for familierne. Her tændes klokken 17 byens store juletræ, som vi traditionen tro får af Larvik. Men allerede klokken 15 er der åbning af julemandens helt nye hus, og man kan deltage i en konkurrence om et navn til julemandens hus.

- Vi har også fået fat i Nordjyllands Beredskab, der sammen med os serverer gratis risengrød til alle, fortæller Dan Kobberup, chefen for julen eller i hvert fald chefen for handelstandsforeningen Frederik.

Når julemanden har tændt juletræet fra toppen af en brandbil er der et stemningsfuldt optog fra Rådhusparken.

Der er også planlagt aktiviteter andre steder i midtbyen på Fisketorvet, Kirkepladsen og gågaden, når der er Open By Christmas.Tæller man op i programmet er der denne fredag eftermiddag og aften 24 forskellige gratis aktiviteter, så man må sige, at Frederik og byens butikker er i gavehumør.

Og når I så går en tur i julebyen Frederikshavn, så husk at stoppe op og kigge på de mange julelys,der skaber hygge og stemning på facaderne. Gennem de seneste fem år har en lang række forretningsdrivende og sponsorer investeret over 1,5 million kroner i juleudsmykning.

- I alt har 17 medlemmer af Frederik investeret i juleudsmykning af deres facader og i år har to bygninger fået smuk julebelysning, biblioteket og Louis Nielsen, siger handelschef Dan Kobberup.

Hvis du gerne vil se hele programmet for Open By Christmas, så tjek www.frederik.nu.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...