Frederikshavn Havn er i dialog med rederierne om mulige ændringer for at skabe den mest optimale trafikafvikling

FREDERIKSHAVN: Det gælder om at kende sin besøgelsestid og derfor er Frederikshavn Havn netop i disse måneder i dialog med rederierne på havnen.

Målet er at skabe en model for, hvordan en optimal afvikling af færgefarten kan ske, hvis man nu tænker ud af boksen - og helt lader være med at tænke på økonomien.

- Måden Frederikshavn Havn har udviklet sig på gennem årene er jo en slags knopskydning. Det vi sammen med en række af interessenter lægger op til er, at skabe den model, vi ville have valgt, hvis vi kunne starte på en frisk. Og ud fra den ønskeliste vil vi så forsøge at skabe den model, der er praktisk realisabel, siger havnens adm. direktør Mikkel Seedorff Sørensen.

Han lægger ikke skjul på at det er vigtigt, at få foretaget disse sonderinger.

- Vi ved ikke hvilke krav, der vil blive lagt på os som havn i forhold til passagertransport og netop derfor er det vigtigt, at vi har diskuteret mulighederne for at skabe rammer for en mere optimal drift med rederier og myndigheder, så vi har en kurs at rette ind efter, når vi skal lave en mere langsigtet planlægning.

Rettidig omhu er det gennemgående mantra og mulighederne er drøftet blandt andet i Læsøfærgens bestyrelse.

- For os er det vigtigere at vi vi bruger tiden på at sikre løsninger, der er gode for passagererne, end at vi haster en omlægning igennem. Men vi vil gerne skubbe gang i dialogen, så vi kan begynde at se konturerne at en løsningsmodel, der vil kunne fungere også under væsentligt skrappere regulering af blandt andet passagerforhold, siger havnedirektøren.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...