Frederikshavn Bryghus forventer at være klar til første bryg midt i november

FREDERIKSHAVN: Midt i september kom fire containere fyldt med alle de dele, der skal til et brygværk.

Bryggeri- og tappeudstyr kom direkte fra Kina, og nu er alle delene ved at være samlet og brygværket klar til at stå sin prøve.

- Vi mangler stadig nogle få tilkoblinger, men så skulle vi inden for en god uges tid kunne begynde at gøre brygværket rent og klar til den første brygning, siger brygmester Kent Boalth.

Han har selv valgt brygværket.

Sammen med Claus Thorhauke og Martin Schau fra Bryggeriudstyr.dk fandt han udstyret i Jinan og i Wuxidonprovinserne og nu er det ikke alene kommet under tag. Anlægget er også stort set samlet.

- Godt at vi har gode og erfarne venner af huset. Det har betydet, at vi har fået anlægget samlet og stillet op selv om instruktionsbogen var på kinesisk, siger direktør Lars Trie, der er bryggeriets økonomiske omdrejningspunkt.

Indtil videre har Frederikshavn Bryghus kostet i underkanten af 10 millioner - og det er kun lykkedes at holde budgettet på det niveau, fordi mange har givet en hånd med - ikke mindst aktionærerne.

Nu ser de begge frem til D-Dag, hvor det hele gerne skulle gå op i en højere enhed.

- Vi har fået et anlæg, der helt klart lever op til vore forventninger og med de ændringer, som jeg allerede bad om i forhandlingsfasen. Så alt er klappet og klart til at vi kan gå i gang siger Kent Boalth.

Kolleger fra andre bryggerier har allerede været forbi for at nærstudere udstyret.

- Og vi har fået meget ros for de løsninger, der er puttet ind i produktionsanlægget, siger Kent Boalth.

Men nu glæder han og Lars Trie sig til at anlægget begynder at brygge på Stout 200, Fladstrand Pilsner, Bangsbo IPA, Cloos Brown Ale og Vendelbo Porter.

Og så skal vi ikke glemme øllen, der gerne skulle stå på alle juleborde op til den stundende højtid - nemlig juleøllen Fresse, der i øvrigt har en kravlenisse med et fyldt ølkrus på etiketten - ikke en hvilken som helst kravlenisse - men en nisse skabt af Frederik Bramming, der var født i Søndergade 21 i Frederikshavn først i 1900-tallet.

- Vi går aldrig på kompromis med smagen, men historien skal altså også være lokal - ligesom vi vil gå målrettet efter at bruge lokale ingredienser i vores bryg, siger Kent Boalth, der er så klar og gerne indrømmer, at han har svært ved at sove.

- Det bliver så fedt at stå med første bryg, siger han.

Vi andre skal vente halvanden måned på juleaften. Lars Trie og Kent Boalth får deres store fest midt i november, når øllet flyder fra brygværket over i gæringstankene.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...