Lise Robenhagen og Knud-Erik Thrane skaber sød musik

FREDERIKSHAVN: Sopran Lise Robenhagen Hjørne og pianist Knud-Erik Thrane skaber den rette nytårsstemning, når Baptistkirken i Frederikshavn søndag 5. januar kl. 14 kalder til nytårskoncert.

Lise Robenhagen Hjørne er fra Strandby og modtog i starten af 2019 Kulturhus Kappelborgs Talentpris ved nytårskoncerten i Skagen.

Trods sin unge alder - 24 år - og trods det, at hun kun lige er begyndt som sanger, så har hun allerede markeret sig stærkt heroppe på sin hjemegn.

- Hendes stemme har en vidunderlig klang, hun har en meget naturlig tilgang til det at være sanger, og så er hun udstyret med det særlige sopran-smil, som smelter selv de hårdeste hjerter. En rigtig god kombination når man skal til at erobre verdens operascener, forklarede operasanger Jens-Christian Wandt i forbindelse med talentprisoverækkelsen.

Pianist Knud-Erik Thrane har spillet klaver siden han var seks år.

I dag er Knud-Erik professionel pianist og organist.

Han er ansat i Abildgård Kirke som kirkemusiker, og har også mange koncertopgaver - ikke kun lokalt, men også i hele landet.

Så der er lagt op til nogle skønne timer i selskab med iørefaldende nytårstoner.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...