FREDERIKSHAVN: Rønnerhavnens legeplads fik onsdag indviet sit nye lege-sørøverskib. Et stort og flot skib, som vil blive til stor glæde for de besøgende på havnen samt for børnene hos områdets dagplejere og institutioner, der flittigt besøger havnen.

Dagplejere og institutioner var inviteret til kagemand, men det kolde vejr og begrænsninger i institutionerne på grund af Corona-krisen, afholdt mange fra at deltage i arrangementet.

Men til dem der deltog, var der både kage og is.

Borgmester Birgit Hansen kunne afsløre skibets navn, der blev Nordstrand.

Legepladsen på Rønnerhavnen, er i sin tid opført af en gruppe frivillige, og det er også frivillige der har stået for at skaffe pengene til det flotte sørøverskib.

- For mange år siden var vi nogen, der gerne ville lave en legeplads her på Rønnerhavnen. Vi arrangerede Kræmmermarkeder og på den måde fik vi sparet sammen.

- Men vi syntes at der skulle mere til, og syntes også at der burde være et skib på en havn. Vi fortsatte med at arrangere kræmmermarkeder, for at spare op til skibet. En del af overskuddet blev dog undervejs brugt, til at vedligeholde den eksisterende legeplads.

- Vi var tæt på at have sparet op til skibet, men manglede det sidste, og havde egentlig indstillet os på at udskyde det lidt længere.

- Men så prøvede vi at søge forskellige fonde – og det lykkedes.

- Ved hjælp af midler fra Kaj Bundvad Fonden, Roblon Fonden, Spar Nord Fonden, Handicaprådet, Kultur- og fritidsudvalget samt KEKA Byg lykkedes det – og så gik vi i gang fortæller en stolt Palle Thomsen, som er en af de frivillige, der over mange år har arbejdet for projektet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...