Den første fuldskala prototype er netop blevet samlet i Frederikshavn. Privatfoto

Sugebøttefundament til havvindmøller er billigt og miljøvenligt og er netop samlet i Frederikshavn

FREDERIKSHAVN: Et sugebøttefundament til en havvindmølle, der kan samles med bolte på havnen, inden det sejles ud til sin placering. Det er resultatet af et projekt mellem Aalborg Universitet, Siemens Gamesa, Universal Foundation A/S og Fred. Olsen Wind Carrier A/S.

Det er et resultat, der kan sænke prisen på fundamentet med op til 40 procent, og som i sidste ende også vil sænke forbrugernes elregning. Det skriver parterne i en fælles pressemeddelelse:

Fundamentet er en af de helt store omkostninger i etableringen af havvindmøller, men med det nye fundamentdesign er det muligt at reducere omkostningen til fundamenterne med op til 40 procent. Det skyldes primært, at fundamentet kan produceres i industriel skala, og at konstruktionen kan boltes sammen på havnen i stedet for at skulle svejses på et skibsværft. Delene til fundamenterne kan derfor masseproduceres og fragtes med container til den lokation, hvor det skal samles og efterfølgende sejles ud fra. Endelig kræver det nye design væsentligt mindre stål. Samlet set er det nye design en vigtig milepæl på vejen mod en øget industrialisering af vindenergisektoren.

Den første fuldskala prototype er netop blevet samlet i Frederikshavn, og forude venter næste fase af projektet, hvor fundamentet skal installeres op til 10 gange i forskellige jordarter. Denne fase af projektet har netop modtaget en bevilling på 14 millioner kroner fra Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram.

Testfasen af det nye fundamentdesign løber frem til april 2019.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...