Vestbyen får en aflægger af Løve Apoteket - navnet er Fladstrand Apotek

KOMMUNEN: Lige midt i efterårsferien - torsdag 15. oktober slås dørene op til et helt nyt apotek, der er placeret midt i Meny på H.C. Ørstedsvej i Frederikshavns Vestby.

Det er apoteker på Løve Apoteket, Pia Bach, der har indgået samarbejde med købmand Djenad Hercegovac om at åbne endnu et apotek til glæde for borgere i Frederikshavn og opland.

Ideen til det nye apotek opstod tilbage i efteråret 2019, hvor købmanden selv skulle på apoteket efter medicin til sin datter. Mens han stod i kø, opstod tanken om at kunne tilbyde egne kunder at købe deres medicin, mens de alligevel var ude at handle – uden for lang kø – og uden at skulle lede efter parkeringsplads inden.

Og så var der ikke langt fra tanke til handling.

- En af mine kollegaer i Viborg havde med stor succes åbnet et apotek i sin Meny, og flere andre i Meny-kæden havde planer om det samme, så jeg tænkte, at det ville jeg også tilbyde mine kunder.

- Jeg tog derfor kontakt til Pia på Løve Apoteket, og hun var heldigvis med på idéen lige fra starten, fortæller Djenad Hercegovac.

Byggeplanerne blev udskudt i foråret pga. corona, men nu er håndværkere godt i gang med en større ombygning inde midt i supermarkedet.

Apoteket, der bliver ca. 80 m2 stort, kommer til at ligge, hvor der indtil for ganske nyligt var bl.a. slik og chips, og får dermed indgang lige indenfor i supermarkedet.

Pia Bach, der har været apoteker på Løve Apoteket siden 2007 og desuden har håndkøbsudsalg og medicinudlevering i både Elling, Strandby og OK plus på Hjørringvej, glæder sig til at kunne tilbyde frederikshavnerne endnu en let adgang til medicin og alle de andre produkter, vi er vant til at hente på apoteket.

- Vi kommer til at have det samme udvalg af varer som på Løve Apoteket. Det vil sige både medicin på recept og i håndkøb, produkter til personlig pleje, kosttilskud og vitaminer, og medicinsk udstyr. Personlet bliver også til at genkende fra Løve Apoteket, ligesom vi også får en robot til håndtering af medicin. Og så er der masser af parkeringspladser, lover Pia Bach.

Apoteket kommer til at hedde Fladstrand Apotek, som Løve Apoteket oprindeligt hed.

Apoteket forventes at åbne torsdag 15. oktober, og åbningstiderne bliver hverdage kl. 10-18 samt lørdage kl. 10-14.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...