Museerne har netop indkøbt to Krøyer-malerier og et maleri af Drachmann

KOMMUNEN: Tre værker fra Klæbelfamiliens private kunstsamling ender nu på Skagens Kunstmuseer.

Der er tale om betydelige nyerhvervelser, som kun har været mulige at få tag i med stærk støtte fra Ny Carlsbergfondet og Slots- og Kulturstyrelsens pulje til erhvervelser.

Værkerne har netop været under hammeren på Holstebro Auktioner - og højeste bud kom fra Skagens Kunstmuseer.

Der er tale om to værker af P.S. Krøyer samt et værk af Holger Drachmann.

Som nævnt stammer fra familien Klæbels private samling.

Victor Chr. Klæbel, der døde i 1941, var i sin tid medstifter af Skagens Museum og sad således med i museets første bestyrelse.

Siden har generationerne efter ham – henholdsvis Vagn Klæbel og Hans Klæbel – taget aktiv del i museet virke, og begge har i perioder siddet i museets bestyrelse.

Også derfor er museet meget tilfreds med at kunne indlemme, sikre og bevare disse værker for eftertiden.

- Vi har et stærkt og afgørende fokus på at erhverve værker af skagensmalerne med motiver fra Skagen, som kan bidrage til, supplere eller komplementere den samling museet i forvejen råder over, siger Skagens Kunstmuseers direktør, Lisette Vind Ebbesen.

Alle tre værker skal nu igennem en konservering og bliver herefter tilgængelige for offentligheden som en del af Skagens Kunstmuseers permanente samling.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...