- En helt ny vision for vores kultur og fritid begynder at tage form.

Det fortæller formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Frederikshavn Kommune Anders Broholm (Venstre)

Visionen baserer sig på nytænkning og en grundig indsamling af viden og meninger fra borgere i hele kommunen

I foråret 2020 får Frederikshavn Kommune en lille ny. En helt ny vision for vores kultur- og fritidsliv, der skal sætte skub i blandt andet nytænkning og give et boost til vores stolthed. Den udformes rundt om fire centrale fokuspunkter: frivillighed, stolthed, fællesskab & lokalliv og nytænkning.

- Når vi laver en ny vision for kultur og fritid, så skal vi også turde være visionære. Derfor rykker vi nytænkning op som et særligt fokuspunkt i fremtidige tilbud. Vi skal ruske godt og grundigt op i aktørerne derude, tænke ud af boksen og tage nogle flere chancer, siger Anders Broholm, som er formand for Kultur- og Fritidsudvalget.

De fire temaer bliver grundpillerne i visionen, og de er skabt ud fra et grundigt forarbejde.

Kommunen afholdt i maj borgermøder i syv byer. Siden er møderne suppleret med opgaver på Frederikshavn Handelsskole, Frederikshavn Gymnasium og 10. klassecentret, interview af borgere med udenlandsk baggrund til Café Danish og sparring med Erhvervshus Nord og Turisthus Nord.

- Denne vision vil stå på skuldrene af borgernes egne ord, og sådan skal det også være. Vi har alle fritid og kan nyde godt af kulturelle tilbud. Det har været meget tydeligt, hvad der skulle fokuseres på. Derfor har vi lagt os fast på de fire temaer, men vi har også gjort børn og unge til en målgruppe, der gerne må tænkes ind i alle tilbud, siger Anders Broholm.

Kultur- og Fritidsudvalget forventer at godkende den endelige vision på deres møde i februar 2020. Samtidig oprettes en Visionspulje, der skal støtte de fire temaer.

Den nye vision erstatter en række af de nuværende politikker på området, blandt andet Fra mursten til menneske og Folkeoplysningspolitik 2017-2020.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...