Medier: Åbent hus onsdag 16. januar om ny medieuddannelse

Fra næste skoleår er det muligt at vælge en HF-uddannelse med særligt fokus på medier og kommunikation på Frederikshavn Gymnasium og HF.

Uddannelsen er to-årig og er første skridt mod et arbejde inden for områder som journalistik, animation, web-design, digitalt design, medieproduktion samt ledelse og film, tv og sociale medier generelt.

Alle fag på uddannelsen vil arbejde sammen, men særligt to fag fylder skemaet.

I mediefag arbejder eleverne med sociale medier, digitale medieplatforme, tværmedial kommunikation, web 2.0, nyheder, herunder fake news, formidling i bred forstand, medie- og teknologihistorie, digital dannelse og etik.

Informatik og mediefag har både metodisk og indholdsmæssigt mange berøringsflader.

Informatik har fokus på behandling af og interaktion med digitale data.

Faget øger elevernes evne til at forholde sig til mange former for brug af it og it-systemer gennem indsigt i og praktisk arbejde med at skabe forskellige former for it-systemer.

Endvidere sætter informatik eleverne i stand til at redegøre for og skabe innovative it-løsninger i forbindelse med virkelighedsnære problemstillinger. Begge fag er baseret på en kobling mellem teori og praksis.

- Vi har planer om at gøre uddannelsen så praktisk så mulig, da man lærer rigtig godt ved at ”have fingrene nede i faget”, siger lektor i mediefag, Maria R. H Andersen, der står for at informere om den nye uddannelse.

Man får mere at vide om den nye uddannelse onsdag 16. januar klokken 19.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...