Knitting for Olive har åbnet sin anden fysiske butik

FREDERIKSHAVN: Knitting for Olive er en spændende historie om moderne iværksætteri. Pernille Larsen og hendes datter Caroline startede firmaet i 2015. De var begge vilde med at strikke, og da Pernille blev mormor, kom der for alvor gang i strikkeriet.

Der blev strikket lækkert tøj til de små, som Pernille selv designede, og datteren Caroline oplevede at der var rigtig mange, der var begejstrede for børnetøjet og som gerne ville have strikkeopskrifterne.

De blev derfor enige om sammen at starte en webside med strikkeopskrifter.

Det skulle kun være for sjov og et fritidsprojekt. Der etableres en lille virksomhed og det går rigtig fint med at sælge opskrifter. Virksomheden kommer også på Instagram og her oplever de stor interesse for strikke designet.

Men hvorfor ikke producere sit eget garn, så man kan få det i præcis den kvalitet man vil. Garnproduktionen sættes i gang med stor vægt på økologi, dyrevelfærd og bæredygtighed.

I 2017 etableres den første forretning på Frederiksberg i København og der er stor efterspørgsel på det flotte garn og opskrifter, som nu også er til voksne.

Som noget nyt, er der nu små videoer på websiden, som kan hjælpe med svære opskrifter.

Via Instagram har Kntting for Olive kontakt til mange kunder i hele verden og især mange kunder fra Norge, hvor der altid har været store traditioner for at strikke.

Og netop på grund af den norske interesse, opstod ideen om at starte Knitting for Olive’s anden forretning i Frederikshavn, der årligt gæstes af mange nordmænd.

Til at bestyre forretningen i Frederikshavn, har Pernille Larsen ansat sin veninde gennem mange år Suzi Rosschou, der er bosat i Frederikshavn, og som også er vild med at strikke.

- Det har været meget positivt at åbne i Frederikshavn. Vi er blevet taget utrolig godt i mod og har kun mødt venlighed.

- Man kan godt mærke at der sker flere ting her, som samler byens borgere og folk fra oplandet – det er der ikke særlig meget af på Frederiksberg fortæller Pernille Larsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...