Tina Søndergaard Frederiksen slår dørene op til Søndergaard F

FREDERIKSHAVN: Torsdag 27. juni slår Tina Søndergaard Frederiksen dørene op til en ny butik i gågaden i Frederikshavn.

Søndergaard F åbner i de lokaler, som de seneste tre år husede Kertehuset Lillelys. Det vil sige ved siden af Buddy Holly og med 2takt Café & Brasserie som genbo.

Søndergaard F er en livsstilsbutik, der forhandler en bred række af estimerede brands som blandt andet Rue de Femme, Pernille Corydon, Lakrids by Bülow - et udvalg vin, gin, rom, og whisky samt ikke mindst egenproducerede stearinlys fra Kertehuset Lillelys.

- Det er en mangeårig drøm, som nu går i opfyldelse. Jeg glæder mig så meget, at jeg holder åbent hver dag i sommerperioden.

- Jeg er godt klar over, at butikkerne i Frederikshavn som udgangspunkt har lukket søndag, men indtil midt i august prøver jeg at holde åbent.

- Det bør vi gøre, når der er mennesker i byen, mener Tina Søndergaard Frederiksen.

I forhold til Kertehuset Lillelys udvider Søndergaard F også åbningstiden på hverdage, hvor der fra mandag til fredag vil være åbent fra kl. 10-17.30 - lørdage og søndage fra 10-16.

Søndergaard F sælger tøj til kvinder, smykker, sko, tasker, brugskunst og specialiteter.

- Jeg kommer til at satse meget på gavekurve, hvor indholdet målrettes til modtageren. Det kan være til den nybagte student, værtinden, fødselaren, kollegaen, jubilaren og så videre, siger Tina Søndergaard Frederiksen.

Hun er 50 år og har hele sit liv arbejdet på kontor. Nu springer hun ud som butiksindehaver.

Søndergaard F har – ligesom Kertehuset Lillelys – eget lysstøberi i butikken, hvor der støbes lys til den store guldmedalje.

Her er det Tina Søndergaard Frederiksens plan at skrue op for antallet af aktiviteter.

Det kan være en hyggelig pigeaften, polterabend eller lysstøbning for børn med mere.

Åbningen fejres med kagetapas og smagsprøver.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...