En ny kajakklub har set dagens lys i Frederikshavn. Der er tale om Frederikshavn Havkajakklub, der specialiserer sig i en sportsgren, der er i vækst over hele Danmark og i hele verden.

- Vi har base i Frederikshavn Marina, hvor vi har fået en fantastisk modtagelse af havnefoged og bestyrelsen for havnen. Vi ser frem til det fortsatte samarbejde med havnen, havnens klubber, havnefoged og bestyrelse, fortæller formanden for den nye havkajakklub Hans Chr. Højslet og fortsætter:

- Foreningen blev stiftet den 18. februar 2020 og konstituerede sig med mig Hans Chr. Højslet som formand, Martin Jacobsen som kasserer og Michael Eilersen som bestyrelsesmedlem og chefinstruktør.

Det mest naturlige for Frederikshavn Havkajakklub er at være en del af Marinaen i Frederikshavn og det miljø, der er i havnen. Vi har fået adgang til gode klublokaler, gode badeforhold, gode faciliteter til isætning af vores kajakker og i det hele taget gode forhold for en ny klub.

Klubbens medlemmer er alle udadvendte og aktive kajakroere, der vil være med til at skabe et godt foreningsliv på Marinaen. Et af klubbens formål er at være en del af vandsportsmiljøet i og omkring Frederikshavn, at være samlingssted for udøvelse af havkajakroning og at udbrede kendskabet til havkajaksporten. Klubben vil således deltage i Marinaens ”Vild med vand”-arrangement og andre fælles aktiviteter i Marinaen, ligesom vi selv vil have en række aktiviteter, der forhåbentligt vil være med til at trække endnu flere mennesker til Marinaen.

Klubben har stor fokus på et godt socialt fællesskab og gode naturoplevelser. Fra Marinaen har vi adgang til mange spændende ro-destinationer, som vi udforsker på vores ugentlige fællesroning. Vi afholder også en række forskellige sociale arrangementer i selve Marinaen, ligesom vi tager på korte og længere ture udenfor vores faste rovand. I år er der allerede planlagt en række fælles aktiviteter, hvilket bl.a. er grillaftener i Marinaen efter fællesroning, en tur på Gudenåen fra Ry-Randers, et førstehjælpskursus for alle klubbens medlemmer, og en tur til Norge for at ro i Skærgården deroppe.

For at blive medlem af Frederikshavn Havkajakklub skal man deltage i et af klubbens begynderkurser eller have erfaring med havkajakklub fra andet regi. Der vil hen over sommeren være mulighed for at få en prøvetur og en snak med klubbens medlemmer. Vi vil udbyde de første kajakkurser hen på sommeren 2020.

Når vi lige har fået os installeret på Marinaen, og det igen bliver muligt at afholde større sammenkomster, vil vi holde et åbent-hus-arrangement for interesserede.

Du kan læse mere om Frederikshavn Havkajakklub på www.frederikshavnhavkajakklub.dk.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...