Efter i 25 år at have arbejdet med salg indenfor kontorbranchen, tog Anita Olsson for 3 år siden et stort spring og valgte at skifte karrierre.

Hun havde i lang tid kørt som sælger i en hård branche og pludselig en dag kunne hun ikke finde på arbejde. Anita gik ned med stress, kom ovenpå og prøvede endnu et sælgerjob uden succes. Så der skulle ske noget nyt.

Jeg havde i mit job som sælger handlet med rigtig mange bedemænd , og jeg havde i flere år tænkt, at det kunne være spændende at arbejde med mennesker i stedet for ting. Jeg var blevet ældre og ønskede mere fordybelse og pludselig vidste jeg bare, at det var det jeg skulle lave fortæller Anita.

Mens jeg var ledig, fik jeg muligheden for at komme i praktik hos en bedemand i Hjørring, for at finde ud af om jobbet var noget for mig – om jeg kunne arbejde med døde mennesker, og om det bare var en smart ide. Men efter 4 uger i praktik var jeg ikke i tvivl - det var lige mig.

Jeg var heldig at finde et job i Dronninglund hos bedemand Korsgaard, som udover afdeling i Dronninglund havde travlt i sin afdeling i Aalborg. Efter 14 dage sammen med chefen, fik jeg lov til selv at styre afdelingen og jeg tog samtidig uddannelsen til eksamineret bedemand fortæller Anita.

Efter 1 ½ år i Dronninglund, er det nu tid til at starte som herre i eget hus. Det første store skridt var at finde en rustvogn. Det lykkedes på Sjælland og den er nu klar med flot nyt logo.

Jeg har valgt på mine visitkort at optræde i grøn jakke, for at signalere at jeg gerne vil være lidt mindre formel i min omgangstone end det man typisk ser hos bedemænd. Jeg vil gerne møde folk i en afslappet atmosfære selvfølgelig med stor respekt for den svære situation siger Anita.

Bæredygtighed er oppe i tiden og det gælder også hos bedemænd. Bedemand Anita Olsson køber sine kister hos Tommerup Heilskov, som donerer et træ for hver kiste de sælger. Træerne plantes i folkeskove rundt om i landet og der doneres ca. 20.000 træer hvert år. Herfra købes også de flotte BeyondLife urner, som er produceret i 100% nedbrydeligt materiale.

Jeg starter op fra hjemmeadressen indtil jeg har fundet de helt rigtige lokaler, og håber at mit store netværk i Frederikshavn kan være en god hjælp i starten. Udover Frederikshavn vil jeg også arbejde i mit gamle område i Dronninglund og Hals fortæller Anita.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...