Havnen har indgået aftale om etablering af nye faciliteter til håndtering af bulkvarer og projektgods

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Havn har indgået aftale med firmaet Global Green Developer (GGD) omkring etablering af nye faciliteter til håndtering af såvel bulkvarer som projektgods på Frederikshavn Havn.

Der etableres i alt 10.000 kvadratmeter nye lagerhaller/produktionsfaciliteter fordelt på fem haller af hver 2.000 kvadratmeter.

Pakhusene bliver multifunktionelle og kan bruges til oplagring af bulkvarer som korn og foderstoffer, biobrændsel, gødning mv. Pakhusene får adgangsforhold, som også gør det muligt at oplagre større konstruktioner – eksempelvis i forbindelse med reparationer af borerigge.

Endelig vil der være mulighed for at indgå kortere og længere lejemål til eventuel produktionsaktivitet.

Global Green Developer har i dag pakhuskapacitet i Køge Havn og har valgt at placere deres nye faciliteter på Frederikshavn Havn på grund af den strategisk gode lokation og mulighederne for at etablere en HUB-funktion, hvor der vil blive sejlet varer ind, som senere vil blive reeksporteret pr. skib.

Frederikshavn Havn har herudover en optimal placering i forhold til andre aktiviteter, som GGD vil offentliggøre på et senere tidspunkt.

- Det er med stor glæde, at vi kan offentliggøre aftalen med Global Green Developer, som er helt i tråd med vores strategi. Vi får nu udbytte af den øgede vanddybde på 14 meter, som gør det attraktivt for operatører at benytte havnen, og det beviser, at behovet for oplagringsmuligheder i kombination med en dybvandskaj er til stede.

- Vi forventer, at aftalen med Global Green Developer vil medføre andre spændende aktiviteter, som bl.a. vil involvere internationale tradere.

- Vi mærker en voldsom efterspørgsel på lager og produktionsfaciliteter på Frederikshavn Havn og kan med det nye setup efterleve vores eksisterende og nye kunders behov, siger Mikkel Seedorff Sørensen, adm. direktør hos Frederikshavn Havn.

Hallerne forventes færdige til ibrugtagning i tredje kvartal 2019.

Søren Olsson, adm. direktør hos Global Green Developer, glæder sig over samarbejdet med Frederikshavn Havn.

- Frederikshavn har den optimale placering i forhold til vores fremtidige aktiviteter. Havnens strategiske og centrale placering som HUB for biobrændsel og andre bulkvarer til videredistribution til danske og nordeuropæiske destinationer er perfekt. Afgørende for valget af Frederikshavn Havn som base for videreudvikling af GGDs oplagsfaciliteter har imidlertid været havnens fremsynede, erhvervsvenlige og proaktive indstilling, der bl.a. kommer til udtryk ved beslutningen om at udvide havnearealet og sikre en vanddybde, der imødekommer kravene til tidens og fremtidens skibstrafik.

Aftalen med Global Green Developer betyder, at alle 330.000 kvadratmeter baglandsarealer på Etape 1 nu er fuldt udlejede.

- Der er stadig ledig plads på den nye kajgade. Dette areal friholder vi til andre aktiviteter som f.eks. rigopgraderinger, og dermed fastholder vi en fleksibilitet i forhold til de mange andre aktiviteter, som er under opsejling, siger Mikkel Seedorff Sørensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...