Det er billigere og så mindsker det kødannelserne

KOMMUNEN: Med virkning fra 13. januar kan trafikanter, der betaler med nummerpladen, komme hurtigere over Storebælt i de nye, grønne Ekspres-baner. Implementeringen af det nye betalingsanlæg har dog givet nogle begyndervanskeligheder.

Efter flere end 20 års tro tjeneste er det blevet tid til at opgradere Storebæltsbroens betalingsanlæg med ny teknologi, så det bliver både hurtigere og nemmere at komme over broen.

Særligt PayByPlate-kunder, som betaler med nummerpladen på Storebælt, vil opnå fordele fra på mandag.

- Tidligere har PayByPlate-kunder været nødt til at anvende de blå Kort-baner. Det behøver de ikke længere.

- Den nye teknologi i betalingsanlægget betyder, at de flere end 400.000 kunder med PayByPlate nu kan komme hurtigere over broen gennem de grønne Ekspres-baner ligesom dem, der betaler med BroBizz, fortæller Palle Nygaard, driftsleder for Storebælts betalingsanlæg.

Der er også penge at spare i de grønne baner.

For udover at komme hurtigere over broen sparer kunder, som betaler med BroBizz eller nummerpladen, mere end 50 kr. pr. tur i en almindelig personbil.

Trafikken på Storebælt stiger år for år. I dag kører mere end fire gange så mange over broen, som da den åbnede i 1998, og i fremtiden ventes trafikken fortsat at stige.

- I det nye betalingsanlæg har vi blandt andet fokuseret på kundeoplevelsen i de grønne Ekspres-baner, så kunder, som betaler med BroBizz eller nummerpladen, kan komme hurtigere over broen. Det betyder samtidig, at vi kan få endnu flere biler gennem anlægget og dermed reducere ventetiden, siger Palle Nygaard.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...