Kulturudvalgets fokus i 2021 bliver udvikling og anerkendelse af aktørerne på kultur- og fritidsområdet med baggrund i udvalgets vision: ”Noget for alle når vi har fri
KOMMUNEN: Kultur- og Fritidsudvalget glæder sig til, at der nu kan sættes fokus på udvikling af kultur- og fritidsområdet med baggrund i den vision, udvalget godkendte så tidligt som i marts 2020.
Det har taget tid at få udmøntet visionen i konkrete handlinger, men nu hare udvalget lukket sagen om tilskudsordningen til de frivillige foreningsliv i Frederikshavn Kommune.
Og det betyder, at fokus i 2021 nu bliver udvikling og anerkendelse af kultur- og fritidsområdet med baggrund i udvalgets vision: ”Noget for alle når vi har fri”.
- Vi må nok indrømme, at der var vi ikke heldige med timingen. Den dialog med kultur- og fritidslivets aktører, som lanceringen skulle have givet, blev overskygget af Coronaens indtog i Danmark.
- Men nu er tiden kommet til at vi retter fokus mod udvikling og anerkendelse af alle de mange foreninger, projekter og aktører, der beriger vores kultur- og fritidsliv her i Frederikshavn Kommune.
- Vi skylder paraplyorganisationerne FUF og IS en stor tak for deres arbejdsindsats, men den største tak til foreningerne for tålmodigheden. Nu ser vi fremad siger formanden for udvalget, Mette Hardam.
Kultur- og Fritidsudvalget besluttede tirsdag aften, at foreningslivet i Frederikshavn Kommune i 2020 får udbetalt tilskud efter samme justerede model, som skal gælde fremover.
- Det har været en lang proces at nå til et endeligt resultat. Men som vi sagde i august, så vil vi hellere finde en god løsning end en hurtig løsning, siger Mette Hardam.
Udvalgets næstformand, Bjarne Kvist er enig i at den lange proces, har været nødvendig, for at komme i mål.
- Vi har haft behov for at komme omkring udfordringerne og have tid til at finde de bedste løsninger, hvor vi kan holde fast i principperne om, at støtte aktivitet og frivillighed frem for huse og trænerlønninger.
- Foreningslivet er mangfoldigt og vores tilskudsordning skal bidrage til, at det fortsætter med at være det, slår næstformanden fast.
Udvalget besluttede også, at ingen foreninger i 2020 skal betale penge tilbage, uanset om den endelige opgørelse viser sig at være mindre end allerede udbetalt a’conto beløb.
Denne del af beslutningen begrundes i den usikkerhed foreningerne i år har haft om deres økonomi og det sene tidspunkt for endelig beregning, hvor tilskuddene forventes færdigberegnet og udbetalt umiddelbart inden jul.
- Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt, end at give en hjælpende hånd, hvor vi har mulighed for det, understreger Bjarne Kvist.