Frederikshavn Bibliotek inviterer sine læsere til at dele deres læseoplevelser på en helt nye måde. Projektet hedder ”Det åbne Værk” og lægger op til at læserne skriver deres tanker, spørgsmål og associationer i en udvalgt titel. En direkte læser-til-læser formidling, der gør det både let og sjovt at dele en fælles litteraturoplevelse.

Alle har en mening om de bøger, de læser, og måske har de også flirtet med ideen om at dele den med andre, men det er kun blevet ved tanken. ”Det åbne Værk” er en invitation til dig, der har lyst til, helt nede på jorden, hjemme i din egen stue, at dele en læseoplevelse med andre. - Vi inviterer vores læsere med i et fællesskab omkring litteratur, dog ikke helt på samme måde som vi kender det fra almindelige læseklubber. Meningen er nemlig, at vi giver dem lov til at skrive i et antal udvalgte bøger, ja vi opfordre dem ligefrem til det, fortæller Rasmus Thorup fra Frederikshavn Bibliotek.

Når lånerne skriver deres tanker, spørgsmål og associationer i biblioteksbøgerne, opstår et væld af nye perspektiver og fortolkninger, som formidles direkte læser-til-læser. Idéen med at skrive i bøgerne er at gøre det både sjovt og let at udtrykke sin læseoplevelse.

Litterært fællesskab

”Det Åbne Værk” skal derfor ses som et initiativ, hvor litteraturformidling bliver mere umiddelbar, og hvor begejstringen for at læse kan deles af alle. Samtidig er kommentarerne i bøgerne – også kaldet ”marginalia” – med til at skabe et litterært fællesskab, så der på den måde opstår en dialog, når bøgerne udlånes igen og igen.

- Alle kan være med og din mening og opfattelse er lige så god som din nabos. Det er naturligvis muligt at deltage fuldstændig anonymt. For det er helt op til én selv, hvad man skriver videre til den næste læser i rækken, understreger Rasmus Thorup.

Konkret har biblioteket valgt romanen Hungerhjerte af Karen Fastrup. Bogen er et oplagt valg, da dens sprog, længde og inddeling i afsnit indbyder læsere til at kommentere direkte i tekstens margin. Romanen er hurtigt læst, og det giver mulighed for flere udlån – og flere kommentarer i den begrænsede projektperiode. Derudover er Hungerhjerte med i DR’s Romanklub, hvor den læses og omtales i maj måned. I øvrigt er det lidt pudsigt, at roman selv omtaler netop brugen af kommentarer i bøger.

Du kan høre mere om ”Det åbne Værk” på dit lokale bibliotek eller læse mere på www.bibl.frederikshavn.dk

Udstilling og forfatterbesøg

Fem biblioteker rundt i landet deltager i ”Det åbne Værk”, og efter otte måneder med udlån bliver bøgerne med kommetarer indsamlet, og efterfølgende præsenteret på en udstilling, hvor forfatter Karen Fastrup deltager og kommenterer på læsernes kommentarer. Udstillingen og forfatterarrangementerne går på tur mellem de fem biblioteker, og det bliver interessant at se, hvad de mener i andre egne af landet, slutter Rasmus Thorup.

Deltagende biblioteker er: Frederikshavn Bibliotek & Borgerservice, Gentofte Bibliotekerne, Svendborg Bibliotek, Lemvig Bibliotek og Guldborgsund-bibliotekerne. Projektet er støtte at Slots- og Kulturstyrelsens Udviklingspulje.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...