Tirsdag i næste uge er der dømt P-dag i Frederikshavn

FREDERIKSHAVN: I Park & Vejs drivhuse på Brønderslevvej, står der knap 300 palmer og venter på at komme ud i solen - både på stranden og rundt om i hele området. Men det er hverken nattefrost eller kulde der har holdt dem tilbage. Også palmerne er ramt af corona situationen.

- Vi er blevet spurgt utrolig mange gange, hvornår kommer palmerne - og hver gang har vi måttet svare at vi kunne ikke sige det endnu. Vi har i Park & Vej haft utrolig travlt med mange andre opgaver end vi plejer p.g.a. corona. Vi har bl.a. stået for udkørsel af værnemidler i kommunen samt opsætning af telte og rengøring af toiletter på skolerne fortæller gartner Michael Nielsen, der også er bedre kendt som Palme-Michael.

Det er Anne Mette Finnerup, der som leder hos Park og Vej sidder med opgaven med at prioritere mellem de mange typer af praktiske opgaver som coronaen har medført.

- Det ville ikke være forsvarligt at sætte palmerne op på stranden, og dermed bidrage til at der samledes for mange mennesker. Vi er nødt til at være ansvarlige med de beslutninger vi tager, og vi må bruge vores kræfter der hvor der er mest brug for dem. Derfor har vi i år også valgt at nedprioritere udsætning af forårsblomster, og der bliver også færre blomsterkummer.

- Men nu hvor genåbningen langsomt er startet, vil vi selvfølgelig gerne have palmerne ud. Ikke mindst for at være med til at understøtte turismen. Vi ved at det lokale erhvervsliv har det hårdt, så vi skal selvfølgelig bidrage med alt det vi kan, men det skal være forsvarligt i forhold til de gældende retningslinjer. Vi har haft en dialog med kriseberedskabet, og derefter besluttet at palmerne kan komme på stranden tirsdag d. 19. maj fortæller Anne Mette Finnerup.

Hvis man til gengæld bemærker at græsset nogen steder er lidt langt - eller at der er blomsterbælter og høj bevoksning, er det ikke på grund af corona. Det er en del af Park & Vej’s nye kampagne som de kalder ”Naturligvis”. Der skal mere natur ind i byen, for at forbedre biodiversiteten. Der sås bl.a. bælter med engblomster og græsset bliver ikke nødvendigvis slået overalt. Blomsterne og det lange græs bidrager nemlig til et bedre liv for insekterne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...