Her er musikerne bag projektet

10 koncerter skal være med til at skabe mere kontakt mellem nordjyske artister, spillesteder, professionelle musikere - og publikum

FREDERIKSHAVN: Live og lokalt er et nyt koncertprojekt på den rytmiske musikscene i Nordjylland.

Ideen bag projektet er at præsentere nordjysk originalmusik for publikum.

- I vores region er der så mange talentfulde artister og sangskrivere, der fortjener mere plads i nordjydernes bevidsthed. Det vil vi gerne med denne turne sætte fokus på, siger Jens Ole Amstrup, spillestedsleder Det Musiske Hus Frederikshavn.

Projektet vil omfatte ti meget forskellige koncerter - hvor der undervejs kommer udskiftning på de artister og sangskrivere, der leverer materiale til koncerterne.

- Så hvis publikum vil have hele oplevelsen med, skal man jo egentlig komme til alle 10 koncerter, siger Jens Ole Amstrup.

Og ikke alene bliver der tale om ti meget forskellige koncerter - de bliver også afviklet på ti mindre, nordjyske spillesteder.

Koncertturneen er udviklet i et samarbejde mellem de tre regionale spillesteder: Spillestedet Thy, Studenterhuset, Det Musiske Hus samt Kulturhuset i Arden.

Men denne gang er det ikke de store spillesteder, der afvikler koncerterne.

- De små lokale foreningsdrevne spillesteder har nogle oplagte muligheder for at støtte lokale sangskrivere og et lokalt musikmiljø - og samtidig udvikle kontakte og samarbejdet med det professionelle musikmiljø i Nordjylland. Derfor er vi med, siger Arne Arildsen, frivillig og bookingansvarlig på Kulturhuset i Arden.

Turneen starter i september i Aabybro og slutter 3. november i Arden og vil desuden ramme Thisted, Brønderslev, Skagen, Hjørring, Hobro, Mors, Aalborg og Brovst.

Alle koncerter gennemføres med det samme band, der er sammensat til lejligheden og leverer professionel backing til artisterne.

Bandet ledes af guitarist, sessionmusiker, komponist og underviser Ole Albrechtsen.

- Jeg glæder mig til det her. Jeg møder så meget talent gennem mit musikarbejde, og jeg er af den mening, at vi savner plads på de nordjyske scener til den lokale musik. Det prøver vi med denne lille turne at råde bod på. Og jeg håber bare, at publikum er modige og tør dukke op til noget, som de ikke i forvejen kender, siger Ole Albrechtsen.

Ud over ham består bandet af Klaus Thrane, trommer/percussion og Peter Parmo, bas.

Desuden er de to sangskrivere Katrine Schmidt og Line Gade med på hele turen.

Projektet har gennem foråret 2018 inviteret nordjyske artister og sangskrivere til at indsende materiale, som er blevet vurderet af kapelmester Ole Albrechtsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...