PASSION: Forfatter med ny bog om Islandske hestenavne: Navnebogen Islandske heste Fra Álfadís til Steinálfur

VENDSYSSEL: De islandske heste har erobret ikke bare Vendsyssel, men også danske ryttere og avleres hjerter.

Der findes nu ca. 39.000 islandske heste i landet. Og alle de islandske heste, har selvfølgelig navne. Det er der fokus på i den nordjyske forfatter Lise Hvarregaards nyeste bog: Navnebogen Islandske heste Fra Álfadís til Steinálfur. Lise Hvarregaard er fra Tårs.

En hest er ikke blot en hest, hver hest har sin egen personlighed, temperament og gangartsanlæg, en farve, og sit helt eget udseende: Alt det skal navnet spejle: Hvis det er vellykket, hvis ikke, så skifter man ikke sådan lige navn på en hest. - Det betyder nemlig ulykke, som med et skib. I stedet kan hesten få et kalde eller kælenavn. Hesten har også et efternavn, det er gården, byen eller stedet, hvor den er født.

Man tilstræber, at de islandske heste har islandske navne, eller navne tillempet dansk norm. Nogle gårde afviger fra denne regel, fordi de har et særligt navngivnings-system.

Men hvad betyder navnene, ofte gemmer der sig en sjov underfundig pointe i hestens navn, eksempelvis hoppeføllet ved navn Ferming, der blev født på konfirmationsdagen, og som konfirmanden meget belejliget fik i gave.

Enhver der møder de islandske heste og dermed også de islandske hestenavne, må spørge sig selv hvad betyder navnet egentligt og hvorfor hedder hesten sådan.

Bogen åbner for en verden af islandske navne, en forståelse for – og indsigt i Islandsk kultur og historie. For hestene fik og får navne fra det, man har omkring sig: Naturen, blomster, træer, vandfald, havet - men også fra litteratur, film, kunst og musik, til heste med takt og rytme i kroppen.

Den lille nation med det store kulturelle hjerte i Atlanten, fornægter sig ikke når det gælder poetiske og visionære navne til heste. Mange navne er heiti, det vil sige poetiske omskrivninger for eksempelvis guden Odin. Et eksempel på det er en sort hest ved navn Kjalar.

Den ældste tradition indenfor navngivning er at navngive efter farve, aftegn eller temperament. Og ud fra størrelse, alder og køn. En overgang fik hestene navne fra erhverv. Mød Præsten, Smeden, Lægen eller Degnen. Fra familiens sfære er mange heste opkaldt med familiære betegnelser, der understreger den tætte tilknytning de har haft til deres mennesker: Amma, Afi, Stelpa, Hnókki og Frænka. En særlig gruppe er opkaldt humoristisk efter islandsk chokolade og slik (nammi). Og så er der de helt specielle navne og forklaringen på hvorfor en hest fik netop dette navn.

Forfatteren har i de seneste 5-6 år samlet og oversat islandske hestenavne i sin fritid, og foretaget research i Island, hvor enhver hest er en islandsk hest, for nu at have samlet navnene i en smuk opslagsbog, med godt 3000 navne og deres betydning, illustreret med 30 tegninger.

Et must til enhver hesteelsker, til den Islandsrejsende, eller til den der skal navngive et føl. Lise Hvarregaard der tidligere har skrevet Hovslag fra Sleipnir Islandske heste i saga og Edda samt Islandske heste Fakta og fortællinger, fortæller at bogen også kan være en vej ind i det islandske sprog, for det kan ikke udelukkes at læseren tilegner sig lidt islandsk ved at bruge den.

Udgivet på forlaget Gudernes heste. Se også www.Hovslagfrasleipnir.dk

Forhandles i Islænder og ride-udstyrsbutikker.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...