Lovpligtige inspektioner på Nordstjerneskolen klares fremover af Nordelektro

FREDERIKSHAVN: På Nordstjerneskolen, hvor ejendomsforvaltningsselskabet DEAS er ansvarlig for drift og vedligehold, er den lokale afdeling af Nordelektro blevet valgt til fremadrettet at stå for en række lovpligtige inspektioner.

- Vi har valgt at tegne en multiserviceaftale med Nordelektro ud fra parametre som økonomi og dialog. Økonomien er selvfølgelig vigtig, men vi lægger også stor vægt på dialogen, hvor Nordelektro har budt ind med forslag til, hvordan vi bygger aftalen op rent servicemæssigt. Så det er en kombination af den rigtige pris og den rette service, fortæller Hans Knudsen fra DEAS, der er teknisk serviceleder på Nordstjerneskolen.

Fremover kommer Nordelektro således til at planlægge og udføre alle lovpligtige eftersyn og inspektioner af brandmateriel, elevatorer og lifte, alarmanlæg og adgangskontrolanlæg samt gennemgang af maskindele og materiel i sløjd- og fysiklokaler.

- Som driftsselskab har vi en række vigtige forpligtelser over for Frederikshavn Kommune. For at vi kan leve op til de indgåede aftaler, er det vigtigt for os at have kompetente samarbejdspartnere, der forstår vores budskab. Her fik jeg hurtigt et billede af, at Nordelektro så den røde tråd, uddyber Hans Knudsen.

Efter opførelsen af skolen har de oprindelige leverandører stået for eftersyn og inspektioner i garantiperioden, hvorefter DEAS nu har valgt Nordelektro.

Skiftet til én leverandør i stedet for flere medfører en række fordele for DEAS.

- Det er blevet nemmere, at jeg nu bare har ét telefonnummer til Nordelektro, og så er det deres opgave at sende den servicetekniker, der skal udføre den konkrete opgave. På den måde sparer vi tid, og det kan vi rigtig godt lide, forklarer Hans Knudsen, der fortæller, at de frigivne ressourcer i stedet kan bruges på kundekontakt til samarbejdspartnere i Frederikshavn Kommune samt kontakt til forældre og lærere.

Samtidig understeger den tekniske serviceleder vigtigheden af, at Nordelektro er stednære med afdelinger i både Frederikshavn og Aalborg og derfor har en hurtig responstid.

- Vi vil gerne værne om de lokale, og her er det jo en fordel, at fire af vores montører bor i Frederikshavn og hurtigt kan rykke ud uden for normal arbejdstid. Vi har en rigtig god vagtordning på både tekniske installationer, elevatorer og automatdøre, hvor vi er fremme senest inden for 30 eller 60 minutter alt efter, hvad kunden har efterspurgt i aftalen, forklarer teknisk rådgiver Henrik Jacobsen fra Nordelektro i Frederikshavn.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...