Er udvalgt til kapløbet om Maritime Stars

KOMMUNEN: 10 finalister skal kæmpe om at blive maritime stjerner

Der er deltagere fra både Skagen, Svendborg og Allerød når fem nye Maritime Stars skal findes i Aalborg torsdag 19. marts.

Først var der 56 håbefulde maritime iværksættere, der søgte.

Nu er de 10 bedste valgt ud som finalister i et af landets mest ambitiøse accelerator-programmer.

Maritime Stars hedder det nordjysk funderede projekt, som havde premiere sidste år.

Her fik fem start up-virksomheder mulighed for rådgivning, forretningsudvikling og sparring af nogle af de bedste aktører i den maritime branche. Og nu gentager man succesen i det i alt treårige projekt, der er finansieret af Industriens Fond og EU’s Socialfond.

- Vi har igen fået bekræftet, at Danmark står stærkt, når det gælder innovation i den maritime branche. Af de mange spændende iværksættere, der har søgt om at komme med i Maritime Stars, har vi nu fundet de 10 finalister, vi tror på kan nå længst med deres forretning, siger Allan Hejslet, projektleder for det nordjyske udviklingscenter, MARCOD, der driver Maritime Stars.

Finalisterne i dette års Maritime Stars er altså Noenco fra Skagen.

Det maritime energirådgivningsfirma NOENCO, har netop vundet et udbud, der tager sigte på at analysere potentialerne for at etablere endnu mere landstrøm på Skagen Havn Analysen laves i et samarbejde med Aarhus Universitet.

- Vores opgave er at lave en forretningsmodel for havnen, men også for de skibe, som anløber, så de kan se, om det er en god forretning for dem. Vi laver en business case, som undersøger fornuften i landstrøm i en given situation, siger energirådgiver hos NOENCO Niels Dal og fortsætter:

- Vi skal analysere en stor datamængde for at kortlægge trafikken i havnen og se, hvem det er interessant at tilbyde landstrøm. Her bruger vi vores viden om operations- og driftsprofiler på forskellige typer af skibe. Skibene kommer fra hele verden, så analysen ser også på, hvilke teknologier de forskellige skibe indeholder i forhold til at kunne koble til landstrøm.

Resultatet af analysen bliver delt, så andre havne også kan lade sig inspirere af resultaterne.

Og det er arbejder, som dette, der har bragt Noenco frem i kapløbet om de Maritime stjerner.

- En af de mange ting, der adskiller Maritime Stars fra andre iværksætter-forløb er netop det store udvalg af fyrtårnsvirksomheder.

- Vi har fået skabt et unikt samarbejde med nogle af de største og bedste aktører i den maritime branche. Og vi er stolte af, at vores deltagere kan nyde stor støtte og opbakning fra disse mentorer, siger Christine Lunde, direktør i MARCOD.

Maritime Stars er et treårigt forløb, der er finansieret af EU’s Socialfond samt Industriens Fond.

Sidste års forløb var det første, så der er endnu to år til at udvikle flere maritime stjerner.

- Vi er i Industriens Fond glade for at kunne være med til at styrke Det Blå Danmark. Med Maritime Stars får vi på den ene side de innovative iværksættere, der kommer med nye, spændende løsninger. Og på den anden side står den etablerede industri klar til at samarbejde og rådgive med viden og know-how, siger Thomas Hofman-Bang, administrerende direktør i Industriens Fond.

Det at Maritime Stars tiltrækker start up’s fra så mange steder af landet fortæller, at vi har mange, dygtige iværksættere siddende rundt omkring.

- Nu glæder vi os til at finde de endelige fem, der skal indgå i dette års udviklingsforløb, siger Allan Hejslet og fortsætter:

- Vores forventninger er enormt store. Finalisterne kommer med mange fede løsninger og nytænkning til branchen. Der bliver hård konkurrence om pladserne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...