Naturfredningsforeningen er bange for at miste retten til at foreslå fredninger

FREDERIKSHAVN: Pas på vore fredninger.

Sådan lyder det i øjeblikket over hele landet fra Danmarks Naturfredningsforening.

Det er fordi politikere på Christiansborg rumler med et forslag om, at Danmarks Naturfredningsforening ikke længere selv skal have mulighed for at foreslå, at et bevaringsværdigt naturområde skal beskyttes ved fredning.

Det giver naturligvis ikke mening i Naturfredningsforeningens ører, da det mestendels er netop det, som sagen drejer sig om for Naturfredningsforeningens vedkommende.

Det er vel at mærke kun en mulighed for at foreslå en fredning, som foreningen går på barrikaderne for slet ikke for at have nogen bestemmelsesret.

Den har fredningsmyndighederne og i sidste ende politikerne hele tiden haft.

Historien har vist, at andre instanser end Danmarks Naturfredningsforening ikke er særlig ivrige for at foreslå fredninger. Skagens gren kunne således have været udlagt til sommerhus- og hotelområde, hvis ikke Danmarks Naturfredningsforening havde arbejdet for at bevare naturen der.

Tilsvarende eksempler på fredet og uberørt natur kan findes mange steder rundt om i landet, hvor det er Danmarks Naturfredningsforening, der har taget initiativet.

Danmarks Naturfredningsforening er glade for den store opbakning, vi møder til vores arbejde for den danske natur og for opbakningen til vores ret til at stille fredningsforslag.

Det vil blive markeret landet over den 20. januar kl. 10-12 ved en fredningsevent i alle landets kommuner.

Også i Frederikshavn Kommune bliver der et arrangement, hvor man ved fremmøde og samling kan markere sin opbakning til, at Danmarks Naturfredningsforening fortsat selvstændigt kan foreslå fredninger af bevaringsværdig natur.

Det kommet til at foregå ved en af kommunens fineste fredninger, nemlig Raabjerg Mile, og man mødes ved parkeringspladsen der.

Medlem af byrådet i Frederikshavn, Anders Brandt Sørensen (S) kommer, og han vil holde en tale om emnet.

Efter talen er der en lille gåtur op på Milen, hvor der fortælles om fredningen på stedet, og der synges en fædrelandssang.

Til afslutning tilbydes et let traktement til at varme sig på.

Lokalbestyrelsen vil være til stede, så gæster har mulighed for at drøfte sagen med en repræsentant fra Danmarks Naturfredningsforening.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...