KOMMUNEN: I Bangsboområdet finder man Bangsbo Botaniske Have, som er etableret i og i tilknytning til herregården Bangsbos parkanlæg. Området omkring den 600 år gamle herregård har altid været udlagt til haveanlæg, og i 1800-tallet var Bangsbo stedet, som kommende digtere valfartede til for at opleve fred og ro.

Bangsbo Botaniske Have, der drives med støtte fra Frederikshavn Kommune, blev startet for 32 år siden af en gruppe ildsjæle, som så mulighederne i det fantastiske område.

Arbejdet med haven udviklede sig, og med hjælp fra både kommunen, og fra private donationer og fonde, er det lykkedes at udvikle området til en af Danmarks største botaniske haver.

Og mange af de oprindelige ildsjæle, finder man stadig som frivillige i Bangsbo Botaniske Haves Venner.

Sammen med de fastansatte gartnere, sørger vennerne for at området altid er en fornøjelse at besøge.

På det 8 hektar store område, kan man opleve den gamle engelskinspirerede park, som ligger idyllisk i forbindelse til herregården og dens voldgrav. Den gamle have, har mange bænke, store plæner, gamle træer og lysthus.

Her er også en rosenhave, læge- og krydderurtehave, sansehave, indførselshistorisk frugt- og bærhave samt en samling af bonsaitræer.

Netop roserne er i starten af juli et besøg værd. Her er der vidunderlige dufte og spektakulære farver fra de ca. 200 rosensorter i Rosenhaven. Og der er nok at kigge på og dufte til – fra totalt fyldte gammeldags roser med eventyrlig duft, til de mere enkle, men stadig velduftende sorter.

Ovenfor den gamle park kommer man til det egentlige botaniske anlæg.

Det flotte område, består af søer og kanaler, verdens største spaltebed med alpinplanter, tufbed med alpinplanter, skovbundsbede, en klippevæg af norsk granit.

Her er også flere plantesamlinger som f.eks. hostasamlingen, geraniumsamlingen samt en samling af pæoner.

Arbejdet med at udbygge haven fortsætter.

I foråret 2020 var der glæde i haven, da man modtog en donation fra A.P. Møller Fonden på 2 millioner.

Dermed er der økonomi til at igangsætte et nyt haveområde på 15.000 kvadratmeter, hvor hovedtemaet bliver Danmarks vilde planter.

Et besøg i Bangsbo området, giver også mulighed for samtidig at besøge Bangsbo Museet, Bangsbo Dyrehave, restaurant Møllehuset, udsigtspunktet Pikkerbakken, Cloostårnet samt Bangbo Fort. Og det hyggelige ishus er kendt for områdets største vafler.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...