God grund til at formalisere naboskabet - også som skræmmeforanstaltning

KOMMUNEN: 361 gange fik nordjyske hjem besøg af en indbrudstyv i årets tredje kvartal.

Nu skal nordjyderne med på Nabohjælpsbølgen, for en ny rapport fra Københavns Universitet viser, at det første indbrud femdobler risikoen for det næste.

Også de omkringliggende huse har i en kortere periode efter et indbrud større risiko for indbrud.

Det mønster skal brydes, og de bedste til at gøre det er naboer.

Hjælpen kan endda ligge i lommen, og derfor opfordrer Bo trygt og Nabohjælp nu til at hente Nabohjælps nye app, som gør det nemmere at nabohjælpe effektivt.

- En tyv vil ikke opdages eller genkendes. Han vil slet ikke møde nogen.

- Derfor er et af de mest effektive og simple råd mod indbrud, at man i nabolaget deler viden, hvis man ser noget mistænkeligt eller har kendskab til indbrud i kvarteret.

- På den måde kan man samarbejde om at være synlige og aktive i nabolaget.

- Tyven vil hurtigt fornemme, at her er der risiko for at blive set, og præcis derfor forebygger Nabohjælp indbrud, siger Sarah Risbøl Jacobsen, kommunikationskonsulent i Nabohjælp.

Det er ikke kun det indbrudsramte hus, som risikerer genbesøg. Også de omkringliggende huse har en forhøjet risiko for at få indbrud, især i de første par uger.

I appen får du hjælp til at skabe liv og synlighed i nabolaget i den periode, og dermed øger I tyvens risiko for at blive opdaget. Det kan fx være ved at gå en tur med hunden i de mørke aftentimer, hilse på dem, du møder i dit nabolag, eller arrangere en fælles løbetur.

Og der er grund til at råbe vagt i gevær - ikke kun fordi Hjørring lige har haft en veritabel indbrudsbølge.

De faktuelle tal for dette års tredje kvartal viser, at selv om Brønderslev og Aalborg topper i indbrudsstatistikken, så følger Hjørring Frederikshavn lige bagefter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...