Hensyn: Skoringen i Frederikshavn tilbyder at holde ekstraordinært åbent for dem, som ikke synes så meget om at shoppe

For mange er shopping lig med en oplevelse, hvor der skal oses i mange butikker og gerne med et cafébesøg undervejs.

For andre er det at skulle handle især tøj og sko et veritabelt helvede af forhindringer med for mange valg, for mange mennesker eller generende musik.

Det har indehaver og butikschef Butikschef Tina Andersen nemlig besluttet at gøre noget ved.

Derfor tilbyder hun at holde sin butik åben udenfor almindelig åbningstid for børn og voksne med særlige behov, og som af den ene eller anden årsag har svært ved at shoppe i butikker, herunder altså også at købe sko.

Egne erfaringer

- Baggrunden for det her er, at jeg selv har et barn, som ikke brød sig om at komme i butikker.

Ordningen er forbeholdt børn og voksne med handicap eller med sygdomme, hvor det at handle i butikker er svært.

- Man kan bestille tid på forhånd, så åbner vi butikken før normal åbningstid eller efter normal åbningstid, fortæller Tina Andersen.

Fra mandag til torsdag vil det være muligt at handle ind fra klokken 8.30 til 9.45. Onsdage og torsdag kan man handle ind uforstyrret mellem klokken 17.30 og 19.

Og er behovet der om lørdagen, så er skohandleren til at tale med.

- Vi kan forinden aftale om der skal være særlige forholdsregler med hensyn til eventuel musik, og om der ønskes hjælp af personalet eller om man ønsker ro til at kigge selv, fortæller Tina Andersen.

Vil gerne vejlede personligt

Tina Andersen og hendes personale har nogle erfaringer at trække på.

- Vi oplever tit, at pårørende henter sko, som de tager med hjem for at prøve, og det kan godt tage lidt tid at finde de rette sko. Derfor vil vi gerne invitere dem ned i butikken, hvor vi kan give dem faglig vejledning, siger Tina Andersen.

Det er ikke Skoringen selv, som har taget initiativet.

- Det er mit helt eget initiativ, siger Tina Andersen.

Fod under egen skobutik

Tina Andersen er i sig selv også en lille solstrålehistorie.

1. januar overtog hun skobutikken helt efter Eva Aagaard, som havde drevet forretningen i Danmarksgade i over 40 år.

- Jeg begyndte som voksenlærling i 2014, og efter et stykke tid begyndte vi at snakke om, at jeg skulle overtage butikken. Så efter halvandet år som lærling, købte jeg den første bid af butikken, og jeg købte den helt fri 1. januar 2019, men det var skønt for mig at arbejde sammen med Eva og lære af hende, mens processen stod på, slutter Tina Andersen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...