De frivillige på Sognefogedgården er nu blevet demensvenner

FREDERIKSHAVN: Lørdag 18. januar sad en stor del af de frivillige fra museet Sognefogedgården i De Frivilliges hus, og fik undervisning i at være demensvenner.

- Vi oplever af og til, at der kommer folk med demens, og deres pårørende, på museet.

- Vi kan se at de får meget ud af at besøge vort museum, og den måde vi driver museumsgården på, fortæller formanden for Sognefogedgårdens Venner, Anette Jørgensen.

- Vi henvendte os derfor til Alzheimersforeningen og spurgte om vi ikke kunne blive demensvenner, fortæller Anette Jørgensen videre.

Det kunne museet, og Tove Jensen og Nadine Gridelet, der begge er i bestyrelsen i Alzheimersforeningen, mødte op og gav de frivillige en kort orientering om Alzheimersforeningen og derefter blev de frivillige undervist i at være demensvenner, og hvordan man kan være til hjælp til de besøgende, der kommer til museet Sognefogedgården, enten med en demenssygdom eller som pårørende.

- Vi er blevet klædt godt på af Alzheimersforeningen til mødet med en besøgende med demenssygdom, og deres pårørende, fortæller Birgit Huulgaard, der er frivillig på Sognefogedgården.

- Vi er utroligt stolte af at vi nu kan kalde os ”Et demensvenligt museum” som en del af alt det andet vi kan tilbyde på museet.

Efter undervisningen fik alle udleveret en demensnål, og der blev udleveret et diplom til museet til ophæng, så besøgende kan se, at det er et demensvenligt museum.

Der er i dag ca. 90.000 mennesker med en demenssygdom, hvoraf den mest udbredte er Alzheiemers sygdom.

Der findes omkring 200 forskellige sygdomme der kan ledsages af demens eller kognitive forstyrrelser i hjernen.

Det er en myte, at demens er en naturlig følge af at blive ældre, men risikoen for at udvikle en demenssygdom stiger med alderen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...