KOMMUNEN: For at beskytte borgerne bedst muligt mod smitte af Covid-19, er regionerne i hele landet blevet enige om at indføre et krav om brug af mundbind, når man skal testes ved regionernes testfaciliteter.

I dag er det kun obligatorisk, når man skal til test ved hospitalerne, men nu bliver det altså et decideret krav på alle teststeder.

- Vi skal gøre hvad vi kan, for at minimere risikoen for at smitten spreder sig.

- Vi tager det her skridt nu, fordi der sker en opgradering af vores testfaciliteter rundt omkring i regionen og det er nemmest for alle at forstå, hvis kravene er de samme alle steder, siger kontorchef i Sundhedsplanlægningen i Region Nordjylland, Malene Møller Nielsen.

Der vil dog være visse undtagelser for kravet.

Undtagelsen gælder børn under 12 år samt personer med vejrtrækningsbesvær, nedsat bevidsthedsniveau, eller personer med fysiske eller mentale svækkelser, som gør, at de ikke selv kan fjerne mundbindet.

Borgere, der skal testes, skal selv sørge for at have et mundbind med sig.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man anvender et fabriksfremstillet CE-mærket engangsmundbind.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...