Hanne Høyer kan netop nu fejre 50 års jubilæum og var med i den vindende båd

FREDERIKSHAVN: Lørdag eftermiddag løb roklubbens interne kaproning ”Møllen Rundt” af stablen.

Man ror fra Rønnerhavnen og rundt om den vindmølle, der stadig står i vandet ved Nordhavnen og retur, i alt en strækning på ca 8 kilometer.

Roning er for alle aldre og derfor kunne det ikke undre, at der i den vindende båd sad en ganske kyndig veteran - nemlig klubbens 50 års jubilar Hanne Høyer.

50 år som aktivt medlem i en idrætsforening er noget af et særsyn og verden har ændret sig meget siden 1969, hvor Hanne Frost, som hun den gang hed, meldte sig ind i roklubben.

Roklubben lå den gang ved indsejlingen til fiskerihavnen, klemt inde mellem det gamle Ørskov Værft og det daværende Havnekontor.

Hun blev straks taget godt imod af en ung mand Lars og snart dannede de par.

At Hanne Høyer det meste af tiden har boet i Hjørring, vidner om hendes kærlighed til rosporten.

Hun har gennem alle årene, på alle plan, ydet en ekstraordinær indsats for roklubben, både som bestyrelsesmedlem og ikke mindst som ”arbejdshest”, hvilket i 2013 resulterede i hendes udnævnelse til æresmedlem, i øvrigt sammen med hendes mand Lars, der for 3 år siden kunne fejre sit 50 års jubilæum.

Besætningen i den vindende båd var foruden jubilaren Hanne Høyer, Andrea Welzel, Arne Petersen, John Kristensen og Ricki Sørensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...