Bent Frandsen er 84 år. Han fortæller her om sig selv og om livet som frivillig i Sognefogedgårdem:

Jeg er enkemand og bor sammen med hunden Trunte. Jeg var gift med min kone Enid i 40 år, og tilsammen har vi vores datter Anette Jørgensen, som i dag er formand for Sognefogedgårdens Venner. Har arbejdet i søværnet i 36 år som basemekaniker, hvor jeg bl.a. havde ansvaret for de ting som er på Kongeskibet Dannebrog. Jeg har også sejlet med flådens skibe når de skulle på værft og prøvesejling. Her var det bl.a. mig som lavede maden ombord. Da jeg blev konfirmeret, kom jeg ud at tjene på landet, hvor jeg var indtil jeg skulle ind som soldat 1954-1956. Jeg aftjente min værnepligt i Slesvigske Fodregiment. Derefter var jeg bl.a. i Norge ved en antikvitetsforretning Kåre Bengtsson, og derefter sejlede jeg med svenske skibe. Jeg kom i flåden i 1962.

Hvornår startede du med at være frivillige på Sognefogedgården?

Jeg var med til at starte det op i 2012 sammen med min datter Anette og Poul Rughaven. Jeg har altid været glad for gamle ting, og det blev for alvor interessant ved Kåre Bengtsson i Norge.

Hvad fik dig til at starte på Sognefogedgården?

Sognefogedgården er et stykke kulturhistorie, som vi syntes skulle bevares. Har altid haft noget imod at kommuner ofte rager gamle huse ned. Jeg har selv være karl på Toftegården, som næsten er væk. Jeg har også været på Ellinggård som desværre heller ikke har det så godt – derfor syntes jeg, at jeg ville være med til at bevare Sognefogedgården.

Hvad laver du som frivillig på Sognefogedgården?

Jeg passer dyrene på gården og al mulig forefaldende arbejde. Jeg guider også i laden, hvor jeg fortæller om de gamle landbrugsmaskiner. Jeg har jo selv brugt alle maskinerne i min tid på landet som karl. Jeg har selv haft hænderne i mulden. Jeg er også med når der er skolebørn på besøg. Og så er det mig som også er gårdens julemand, en tørn jeg deler med en af de andre frivillige på gården.

Hvor tit er du på gården?

Jeg er på gården 14 dage af gangen om morgenen, hvor jeg lukker dyrene ud. Der ud over så har vagt som guide i laden ca. 1 gang om ugen i højsæsonen. Det er også mig som sidder julemand i Sognefogedgårdens bod til Knivholts julemarked.

Hvad er det bedste ved at være frivillig ?

–Det at jeg har et sted hvor jeg hører hjemme. Jeg har noget at stå op til, og et sted hvor der stadigvæk er brug for mig, og den viden jeg kan give videre. Det er også fantastisk at være frivillig sammen med min datter. Det gør at vi har noget til fælles. Jeg har fået nye venner og det sociale vi har sammen omkring den gamle gård. Jeg er med til at bevare vores kulturhistorie. Jeg slapper af på gården. Der er en stemning, som gør at man kobler af og kommer tilbage i tiden.

Er du frivillig andre steder

Jeg hjælper hvert år til Cup No1, ved indgangen i madsalen. Det har jeg gjort i 18 år. Jeg startede sammen med min kone, og da hun gik væk fik jeg lokket Poul med. Vi elsker den uge, hvor vi møder en masse skønne unge mennesker.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...