Konfirmanduge kulminerede med fredagsfamiliegudstjeneste med meget mere

FREDERIKSHAVN: Frederikshavn Kirke havde hele uge 35 besøg af minikonfirmander fra 4. klasse på Frydenstrand Skole.

Hver dag kl. 14.20 trillede bussen ind foran Kirkepladsen med 21 forventningsfulde børn.

I de næste par timer skulle de sammen med sognepræst, Inger Borré, børnehaveklasseleder, Bente Thode og kirke- og kulturmedarbejder, Louise Haese, lave syltetøj, pynte glas, skrive takkebønner og dramatisere bibelhistorien om ”Det mistede får”.

Det hele mundede ud i en velbesøgt familiegudstjeneste fredag eftermiddag med omkring 100 deltagende.

Minikonfirmanderne sang og dramatiserede for forældre, bedsteforældre, oldeforældre og søskende, inden de fik overrakt deres diplom og en lille gave.

Herefter skulle alle børn, til stor begejstring, på jagt rundt i kirken, for at finde Kirkens mange forsvundne får.

Efter gudstjenesten var der en livlig summen på hele Kirkepladsen og i Sognehuset, inden den stor på fællesspisning. Der blev lavet snobrød og popcorn over bål, og der blev snakket og hygget i alle hjørner. På den store plæne bag kirken, var der konkurrencer for børnene med bl.a. tovtrækning og kartoffelløb.

Efter minikonfirmandernes udsagn, var det mærkeligt ikke at skulle komme igen ugen efter.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...